Spil Dansk Ugen 2021

På mandag lyder startskuddet til årets Spil Dansk Uge. Som altid er det en uge fyldt med spændende projekter og arrangementer, der styrker musiklivet i hele landet.

29. oktober 2021

På mandag lyder startskuddet til årets Spil Dansk Uge. Som altid er det en uge fyldt med spændende projekter og arrangementer, der styrker musiklivet i hele landet.

 

Andreas Odbjerg er ambassadør
Til Spil Dansk Ugen 2021 er DPA-medlem Andreas Odbjerg blevet udnævnt til Spil Dansk-ambassadør. I ambassadørrollen vil han bl.a. være med i en række af DR’s udsendelser der sætter fokus på dansk musik. Derudover nævner han, at han vil “rette spotlightet mod andre artister, vækstlaget og vilkårene for dansk musik”. Sidstnævnte er i hvert fald ikke nyt for Odbjerg, der sammen med DPA har været med til at starte samtalen om betaling af sangskrivere, i form af forhandling af fees og point på masteren.

 

Mentorsessions og musikpraktik
Spil Dansk fejrer i år, at de har 20 år på bagen. Og som de sidste mange år, er DPA igen med som partner på flere projekter. Det sker med mentorsessions, hvor unge lokale musiktalenter får mulighed for 1-til-1 sparring med en mere erfaring musikskaber. Derudover samarbejder DPA med Spil Dansk omkring musikpraktik, hvor folkeskoleelever kan komme i erhvervspraktik hos professionelle i branchen.

 

Du kan læse mere om Spil Dansk Ugen 2021 her.