Kom med til Los Angeles, drømmenes og mulighedernes by

Kom med DPA på netværkstur til L.A. Ansøgningsfrist 10. august.

9. juni 2022

Endnu engang arrangerer DPA en tur til Los Angeles for sangskrivere og producere, der føler sig klar til at prøve kræfter med byen.

Los Angeles er indenfor de sidste 10 år blevet hovedsædet for den mest populære musik i verden, og tiltrækker hele tiden nye talenter. Derfor har DPA et fantastisk hus i Los Angeles sammen med vores kollegaer i Finland, og arrangerer to gange om året netværksture til byen.

Netværksturen består af 5 udvalgte medlemmer af Koda, der tager afsted i 14 dage. To af deltagerne bor i DPA huset, og tre deltagere bliver indlogeret i en Airbnb i nærheden. Så man vil hele tiden have en lille gruppe at være sammen med, sparre med og dele oplevelserne i L.A. med.

Denne tur er oplagt til dig, der måske ikke har arbejdet i Los Angeles før eller bare synes, det er rart at have nogle kollegaer som rejsepartnere.

Hvad kræver det at deltage på netværksturen?
Dette er en netværkstur, så derfor kræves det, at man har et relevant netværk eller nogle kontakter, man kan have gavn af i byen. Det kræves også, at man har en vis form for erfaring branchemæssigt, og mener, at det næste naturlige skridt for ens musikalske karriere, er i LA.

DPA sørger for logi og fly og er behjælpelig med sparring ift praktiske forhindringer, og ideer til kontakter, men man skal ikke forvente et fuldt program for turen, da det som sagt også er op til en selv at arrangere relevante sessions og møder. Der vil på turen være arrangeret en aften til at netværke med branchefolk, og der vil blive arrangeret en “masterclass” med danske sangskrivere/producer, der bor i L.A. og som kan fortælle om branchen, succeserne og forhindringerne. 


Du skal selv dække transport rundt i L.A., som fx Uber og din forplejning under hele turen.  

Ansøg senest den 10. august 2022
Alle Koda-medlemmer kan ansøge om en plads på turen.

SØG HER

I ansøgningen skal du vedhæfte:

  • En grundig beskrivelse af dit virke, netværk og hvorfor du gerne vil til Los Angeles

  • Et kort CV

  • 2-3 sange du har været med til at skrive/producere


Rejsen finder sted fra den 10.-24. oktober 2022.

DPA holder formøde om turen 22. august

Har du spørgsmål til DPA’s netværkstur, er du velkommen til at kontakte tovholder Kasper Larsen på mail: Kay@kayandmusic.com

Læs hvad deltagerne på sidste netværkstur til L.A. fik ud af rejsen her.

Turen er muliggjort af midler fra Koda Kultur.