Hvis sangskrivning skal bestå som professionelt fag

Forperson Tobias Stenkjær skriver i denne leder om udfordringerne med gratis streamingtjenester og deres betydning for de professionelle sangskrivere.

8. juni 2022

To nye årsrapporter fra de sidste par uger slår endnu en gang fast, at streaming ikke kun er det primære format, men også et format hvor økonomien langt fra følger med det enorme forbrug. Ifølge IFPI Danmarks nyeste tal står streaming for over 90 % af labels' samlede indtægt. Men samtidig viser Polaris' tal, at langt størstedelen af musikforbruget foregår på gratistjenester eller reklamebaserede modeller.

Hvorfor er det så et problem? Først og fremmest fordi det enorme forbrug på gratistjenesterne betaler forsvindende lidt, særligt til sangskriverne bag musikken. YouTube (som stadig er den defacto største musikstreamingtjeneste i verden), TikTok, Facebook og Instagram står til sammen for næsten 45 % af det samlede danske musikforbrug. Derudover kæmper man også mod techfirmaer, som bruger musikken som et gateway drug til deres egentlige forretning. Tag bare Apple, hvis primære formål er at sælge hardware. Eller Amazon, som bare har brug for at sluse folk ind i deres retailunivers. 


Streamingtjenester som eks. Spotify og Tidal skal med andre ord kæmpe mod 'gratis', hvilket udvander både værdien af deres premiumabonnementer OG værdien af vores musik.

Det andet problem er, at prisen for et premium-abonnement har ligget stille i et årti, mens antallet af abonnenter stiger stødt. Så hvert stream bliver lige så stille mindre værd, efterhånden som mængden af brugere stiger, mens inflation og generelle prisstigninger udhuler værdien yderligere.

Tallene fra Polaris viser, at vi i Danmark ser noget nær nulvækst på musikstreaming, hvorimod markedet for videostreaming har oplevet en vækst på 15 procentpoint over de sidste to år. Faktisk så abonnerer hele 85 % af den danske befolkning på en videostreamingtjeneste, sammenlignet med 57 % på musiksiden.

Hvad er så egentlig løsningen her? I DPA har vi det sidste år sat fokus på muligheden for at forhandle om fees og point på masteren med labels. Og i slutningen af maj gik vi sammen med 6 andre organisationer i dansk musikliv for i fællesskab at arbejde for konkrete forslag for at sikre rimelige indtægter fra streamingmarkedet.

Endelig arbejder vi i DPA også med den europæiske sangskriverorganisation ECSA om streaming-udfordringen, hvor jeg sidder som Chair for vores Streaming Working Group.

Der er ikke nogen nemme løsninger, men det er afgørende, at vi finder en bedre løsning end status quo, hvis vi vil beholde sangskrivning som et professionelt fag, man også kan leve af i fremtiden.

Tobias Stenkjær, forperson i DPA

Foto: Kim Vadskær