27. oktober 2022
Gennem den seneste tid er der – heldigvis – kommet mere fokus på mental sundhed i branchen. I kølvandet på Tobias Rahims afbud til P3 Guld skrev DPA’s forperson Tobias Stenkjær en leder om vores fælles ansvar i branchen for hinandens mentale trivsel.
I DPA har vi gennem længere tid haft rådgiver Gitte Karvonen tilknyttet. Gitte arbejder med mental sundhed og trivsel, med et særligt fokus på kreative, og har manges års erfaring fra musikbranchen. Her får DPA-medlemmer rabat på sessions med Gitte, hvilket er blevet benyttet af mange. Gitte Karvonen arbejder ikke terapeutisk, men rådgivende og vejledende. Det sker fx gennem hjælp til at opsætte mål, få struktur, håndtere præstationsangst og mange andre ting. Formålet er at finde den bedste måde for den enkelte at have et arbejdsliv i musikbranchen, så man kan trives i mange år som sangskriver, producer, tekstforfatter eller artist.
Her kan du læse nogle udtalelser fra DPA-medlemmer, der har fået rådgivning af Gitte:
"Gennem mit forløb med Gitte har hun hjulpet mig til aktivt bedre at tage vare på min karriere. Både hvad angår håndtering af arbejdspresset og relationer – så jeg kan være tryg i det daglige arbejde i en kreativ branche – samt hvordan jeg arbejder med mit netværk, så jeg kan skabe mulighederne for min karriere.”
“Jeg følte jeg var på arbejde hele tiden. Det var et hul der aldrig blev fyldt op. Jeg var udmattet, og det hele var uoverskueligt. Jeg var ikke rigtig glad og aldrig tilfreds med noget. Gitte hjalp mig til at få struktur på mine projekter og min tid, så jeg også kunne lægge det fra mig og lade op. Det har givet mig meget mere energi, men også et overblik jeg aldrig før har haft. Nu kan jeg også se alt det jeg har opnået. Før afløste det ene det andet i en lang køre”.
Vil du benytte dig af medlemsrabatten kan du booke tid direkte hos Gitte på mail@gittekarvonen.dk og oplyse dit DPA-medlemsnummer. Kan du ikke huske det, kan du finde det på din seneste kontingentopkrævning eller ved at skrive til dpa@dpa.org.