6. februar 2024
Når man går til lægen, kigger de først på symptomet og derefter på, hvad den underliggende årsag kan være. For symptomer opstår sjældent uden en bagvedliggende udfordring, som skal løses for ikke blot at skabe de samme symptomer om og om igen.
I weekenden bragte Politiken en artikel omkring streamingsnyd, fordi et ukendt nummer var strøget til tops på hitlisterne foran de danske superstjerner, formentlig hjulpet på vej af falske streams. Nummeret er siden hen blevet gjort utilgængeligt.
Kradser kun overfladen
Det naturlige spørgsmål at stille sig selv er selvfølgelig, hvordan det kunne gå så vidt, før nogen fik nummeret fjernet. Artiklen kradser desværre kun i overfladen af symptomet på den bagvedliggende sygdom: ingen står til ansvar for den metadata, der følger med en udgivelse.
Det digitale musikmarked er et veritabelt vildt vest, hvor enhver kan uploade nærmest hvad som helst, når som helst og hvor som helst. Tag eksempelvis sangskriveren Karra som i sidste uge lagde et screenshot op fra sin Spotify artistprofil, hvor nogen endnu en gang havde sendt ting til release med hendes navn på: Selv som verificeret artist tager det flere uger og adskillige take down-notices at få det fjernet - hvis man altså når at spotte det.
Et eksempel fra vores egne breddegrader er sangen ‘Voices’, som blev udsendt 12. januar, hvor både Andreas Odbjerg og Malthe Ebert stod som feature artister - men det var de slet ikke.
Man kan, med andre ord, mere eller mindre frit benytte sig af etablerede kunstneres navne, hvis man bare udgiver sangene hurtigt nok og når at indkassere de midler, man når at indtjene, inden nogen spotter fejlen. For streamingtjenesterne gør det sjældent selv.
Dette gælder også de mange såkaldt sped up eller slowed down-versioner af numre, som i mange tilfælde er udgivet uden rettighedshavernes viden eller samtykke og genererer millioner af streams, og dermed indtægter som ofte ender i de forkerte hænder.
Streamingtjenesten Deezer anslår, at op mod 7 % er streamingsnyd, og man mistænker blandt andet kriminelle bander for at bruge falske streams til hvidvaskning.
Fejlene i de oplysninger er så omfattende, at Ivors Academy i UK i 2021 anslog, at 500 millioner pund årligt bliver fejlallokeret, eller slet ikke finder sine retmæssige rettighedshavere.
Og til sammenligning lagde The Mechanical Licensing Collective, MLC, i USA, som skal distribuere black box-pengene fra udgivelser derovre, ud med en balance 424 millioner dollars!
Så problemer er reelt – og problemet er stort!
Hvad gør vi nu, lille du?
I juni 2023 stillede vi i DPA, sammen med en række organisationer fra det danske musikrettighedshavermiljø, en række anbefalinger op, som ikke kun adresserer metadata, men også den mere grundlæggende markedsfejl, som skævvrider økonomien for musikskaberne. Det gjorde vi, fordi vi mener, det både er branchen og politikerne, der skal løfte ansvaret for en bæredygtig musikbranche.
Tilbage til den konkrete sang fra Politikens artikel. Hvordan blev den opdaget? Det gjorde den, fordi den havde fået så mange flere streams end de næste på listen, at alle alarmklokker ringede. Men det meste streamingsnyd foregår i det små, hvor man så at sige spreder risikoen ud over mange sange, så aktiviteten og lyttemønsteret derfor bliver sværere at spore.
Derfor har både Spotify og Deezer introduceret en minimumsgrænse, som artister skal over for at generere royalties på deres udgivelser, og Spotify har også introduceret bøder til de udgivere, som mistænkes for at snyde på vægtskålen. At førstnævnte minimumsgrænse så kommer med sine egne udfordringer ift. mindre kunstnere og en decideret mangel på transparens fra Spotifys side omkring antal unikke lyttere, der kræves, er en diskussion, som skal tages sideløbende.
Men det ændrer bare ikke på, at så længe der ikke er et mere grundlæggende ansvar omkring metadata, så vil problemet bestå.
Tilbage til analogien til symptombehandling så er det simpelthen ikke nok, at vi blot kigger på, hvordan folk kan udnytte systemet. Vi skal fikse, at der overhovedet er mulighed for det. I UK har de taget det alvorligt på højeste niveau og netop taget initiativ til en officiel arbejdsgruppe omkring metadata samt et grundlæggende transparenskodeks for hele musikindustrien. Og både den netop-udgivne EU-rapporten omkring musikskabernes vilkår i streamingøkonomien, samt den netop vedtagne AI Act, slår fast, at vi har brug for langt større transparens fra musikstreamingtjenesterne. Ansvaret kan og skal aldrig alene være den enkelte rettighedshaver, når deres navn og musik bliver misbrugt.
Hvis ikke vi får stillet alle led i kæden til ansvar for god, transparent data på musikstreamingtjenester, kan vi fjerne nok så meget musik, der er uploadet under falsk navn eller falske streams, men næste dag er der bare kommet nyt til igen.
Tobias Stenkjær,
sangskriver og forperson i DPA
Foto: Kim Vadskær