Samsø Song Camp 2024

Ansøg om at komme med på skønne Samsø, hvor du kan skabe musik med andre dygtige musikskabere. Ansøg senest 3. juni.

2. maj 2024

For sjette gang inviterer et hold af garvede sangskrivere/producer til skrivning og samvær på skønne Samsø fra den 1. september og hjemrejse den den 6. september. Hvis du er sangskriver, der arbejder eller ønsker at arbejde professionelt, hvis du har sange i radioen og/eller med på scenerne, indspillet og fremført af dig selv eller andre, så kan du søge om at komme med på årets Samsø Song Camp 2024.

I fire hold á tre autorer, skriver, arrangerer, producerer og indspilles der – hver dag - en ny sang  fra scratch i fire professionelle studio set-ups. Vi bor og arbejder i en kunstner-landsby, Stakladen i Besser på Samsø.

De faste producere i studierne er Søren Jacobsen, Peter Busborg og Søren Skov, og hvert år har vi en ny fjerde producer med på holdet. Ivan Pedersen er camp-ansvarlig og medskrivende.

På campen arbejdes der med ”klassisk sangskrivning”, der opstår for fuld hals og med brug af alm. håndholdte instrumenter. Vi indspiller professionelt, så sessions senere kan åbnes overalt, hvor man ellers arbejder med musikken. Man forlader altså campen med 75% udgivelsesklare indspilninger af de sange, man har arbejdet med på undervejs.

 

Campen afsluttes med en lille, hyggelig koncert i landsbyen, hvor vi fremfører nogen af de ny-skrevne sange og et par af dem, vi allerede kan.

Læs mere på facebook-gruppen SamsøSongCamp

Praktisk info

Samsø Song Camp afholdes 1. til 5. september (begge dage inklusiv) - med afrejse 6. september.

Alle bor i enkeltværelser med fuld catering gennem hele forløbet, og opholdet koster kr. 2.700.


Sådan søger du

Send dine to bedste sange (mp3/wav) og lidt om dig selv (pdf/docx) via Koda Kultur-portalen HER.

Du søger under kategorien 'Medlemstilbud'.

Der er ansøgningsfrist 3. juni.

Campen er muliggjort af Kodas kulturelle midler.