29. marts 2023
Et hold af garvede sangskrivere/producere inviterer - nu for femte gang - til skrivning og samvær på øen i midten af Danmark. Er du en sangskriver, der arbejder eller ønsker at arbejde professionelt, som har sange i radioen og/eller med på scenerne, indspillet og fremført af dig selv eller andre? Så søg om at komme med på årets Samsø Song Camp.
I 4 hold á tre autorer, skriver, arrangerer, producerer og indspiller vi – hver dag - en ny sang fra scratch i fire professionelle studio set-ups. Vi bor og arbejder i en slags kunstner-landsby, Stakladen i Besser på Samsø.
De faste producere i studierne er Søren Jacobsen, Peter Busborg og Søren Skov, og hvert år har vi en ny fjerde producer med på holdet. Ivan Pedersen er camp-ansvarlig og medskrivende.
Vi arbejder med ”klassisk sangskrivning,” der opstår for fuld hals og med brug af alm. håndholdte instrumenter. Vi indspiller professionelt, så sessions senere kan åbnes overalt, hvor man ellers arbejder med musikken. Man forlader altså campen med 75% udgivelsesklare indspilninger af de sange, man har arbejdet med på undervejs.
Vi slutter campen med en lille , hyggelig koncert i kunstnerlandsbyen, hvor vi fremfører nogen af de ny-skrevne sange og et par af dem, vi allerede kan.
Læs mere på facebookgruppen SamsøSongCamp.
Praktisk info
Samsø Song Camp afholdes 3. til 7. september (begge dage inklusiv) - med afrejse 8. september.
Alle bor i enkeltværelser med fuld catering gennem hele forløbet, og opholdet koster kr. 2.700.
Sådan søger du
Send dine to bedste sange (mp3/wav) og lidt om dig selv (pdf/docx) via Koda Kultur-portalen HER. Du søger under kategorien 'Medlemstilbud'.
Der er ansøgningsfrist 1. august.
Campen er muliggjort af Kodas kulturelle midler.