Producer søges til camp i Rio

Søges: Producer til CIAM’s sangskrivercamp for kvinder og non-binære i Rio de Janeiro 6.-9. november. Ansøg senest 5. oktober.

28. september 2023

Er du erfaren producer, der søger at udvide din horisont og samarbejde med ligesindede fra hele verden? Den globale organisation for sangskrivere, CIAM, præsenterer en unik mulighed for 15 kvinder og ikke-binære personer fra hele verden denne november.

Danmark har fået muligheden for at bidrage til campen med en producer. Vi leder derfor nu efter en erfaren producer, som kender sangskrivercamp-formatet, og som har lyst til at deltage i initiativet. Rammerne er de prestigefyldte Visom Digital Studios i Rio de Janeiro i Brasilien. Campen foregår 6.-9. november 2023, samtidig med at CIAM holder temadage og generalforsamling i Rio.

Udgifterne i forbindelse med din rejse og deltagelse i campen afholdes af DPA og Autor for Kodas kulturelle midler.

Angiv dine kompetencer, din rolle inden for sangskrivning og den genre, du primært arbejder med, og ansøg nu!

Deltagerkrav:

  • Erfaring (CV, biografi, link til musik (Spotify/Soundcloud/m.m.)

  • Egenskaber/ekspertise – producer og eventuelle andre skills

Sådan søger du

Du skal være medlem af Koda for at kunne ansøge.

Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “CIAM Camp”. Til ansøgningen skal du uploade/sende disse ting:

  • En kort ansøgning på ca. en kvart side. Her begrunder du, hvorfor netop du skal med.

  • En minibiografi/CV (pdf).

  • Tre musiknumre (mp3 eller m4a), som du har været med til at skrive. Husk at skrive i kommentarer til lydfilerne eller som del af din ansøgning, hvad din rolle er på numrene.

  • Valgfrit: Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

ANSØG HER

Produceren udvælges af repræsentanter fra DPA og Autor.

Ansøgningsfrist: 5. oktober 2023 kl. 23.59.

FOTO: THALES BOTELHO DE SOUSA/UNSPLASH