18. november 2024
Blandt prismodtagerne var sangskriver Camma Okami, der i sin takketale fremhævede den kulturændring, der er ved at finde sted i musikbranchen, hvor man uanset køn og alder kan stå frem med sine egne holdninger:
”Jeg er overrasket og meget beæret. […] Man sætter meget på spil, ved at ødelægge festen og den “gode stemning” for at snakke om klima, ligestilling og menneskerettigheder. Det er typisk ikke noget man gør, når man er en ung kvinde i musikbranchen, da det efter de spilleregler, der længe har hersket, kan have ødelæggende konsekvenser for ens karriere. Det er derfor meget rørende at DPA og mine kollegaer fra musikbranchen, hylder mig og mit musiske virke på denne måde. […] Jeg gerne sige tak til DPA for at vise mig og hele vores branche at spillereglerne er ved at ændre sig. Vi er langt fra i mål, men den her hyldest og støtte, viser alle i vores branche, at der står kollegaer og fællesskab klar, når man er tro mod sig selv og når man i sit professionelle virke skubber for positiv forandring.”, sagde Camma Okami i sin takketale, da hun modtog DPA’s Påskønnelsespris.
At skrive hits er et håndværk
Generationerne mødtes på tværs til årets prisfest, hvor årets Ærespris gik til tekstforfatter, skuespiller og instruktør Flemming Jensen. I sin motivationstale, sagde DPA’s næstforperson Mathias Madsen Munch: ”Vi kender årets æresprismodtager som en satirens mester, der kan få os til at grine så tårerne triller, men bagved er der altid noget på spil. Noget dybere. Noget vigtigt. Humoren har altid været modtagerens stærke værktøj. Ikke bare for at få os til at grine, men for at få os til at tænke. At diskutere. Og igennem grinet at finde sammen om det, vi ellers plejer at skændes om. Lad os rejse os og give en kæmpe hånd til en mand, der har givet os så meget: grin, tårer og noget at tænke over. En mand med lune og en evne til at ”lunte”, når der dækkes op til fest.”
Aftenens anden hovedpris, Den Kommercielle Musikskaberpris, gik til en sangskriver, der i årtier har stået bag nogle af de største hits, der er kommet ud fra Danmark:
”At skrive de store hits er alt andet end held. Det er et håndværk, som skal skærpes og vedligeholdes over mange år. Og Lene Dissing har skabt hits i det, der for nogen i det her rum, faktisk er en livstid. Som musikskaber indtager Lene Dissing ikke selv scenen, men hjælper bands og artister med at stå lysende klart med sange, som rækker langt ud over landets grænser.”, understregede DPA’s forperson Tobias Stenkjær i sin tale, da han overrakte prisen til sangskriver Lene Dissing, der har skrevet sange for en lang række danske og internationale artister, bl.a. Martin Jensen, Jonas Blue, Sam Feldt og mange flere. Lene Dissing dedikerede prisen til alle de sangskrivere og artister, hun har samarbejdet med igennem årene.
Vækstlagsprisen gik i år til sangskriver August Fogh, der i 2024 har skrevet til sit eget artistprojekt GUZO. Netop transformationen fra sangskriver til artist blev fremhævet i motivationen:
”DPA’s Vækstlagspris går til en sangskriver, hvis rejse i musikbranchen er intet mindre end inspirerende. Som en af Danmarks mest eftertragtede sangskrivere er August Fogh slet ikke vækstlag, med hans bidrag til en lang række hits med kunstnere som fx Jada, Phlake, MØ, Saint Clara og Andreas Odbjerg. Men nu har han kaste sig ud i en solokarriere. Hans transformation fra sangskriver til soloartist er ikke kun en personlig sejr, men også en inspiration for mange af os andre i branchen. Han viser, at med talent, dedikation og mod kan man bryde nye grænser og skabe sin egen vej i musikkens verden.”
Blandt aftenens andre påskønnelsespriser var sangskriver Marie Møller Foged blandt modtagerne. Bestyrelsesmedlem i DPA, Julie Aagaard, sagde ved overrækkelsen: ”Næste påskønnelsespris går til en sangskriver, der har taget Pippi-citatet ’Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af’, alvorligt. Hun er sangskriver og musikentreprenør og stabler store projekter på benene - som for eksempel Nordic Music Camp, der finder sted på Færøerne. I DPA ved vi, at for at få ting til at ske, kræver det nogle, der faciliterer, nogle der kommunikerer, nogle der forhandler, nogle der får budgettet til at gå op og alt det, gør du, Marie”.
Soundtracket til barndommen
Kvalitetsmusik til børn er missionen for sangskriver og musiker Kalle Bremer, der modtog en påskønnelsespris og takkede med disse ord: ”Tak til alle de mange musikere og producere, der har været med, bakket op og troet på det, jeg ville, nemlig at lave ny kvalitets børnemusik. Og selvfølgelig tak til DPA for fortsat at være en forening, der tager børnemusikere seriøst. For nyligt var jeg til HipHop 40 år i Forum, og mit største minde, fra denne ellers fine aften, var da jeg uden for bliver prikket på skulderen af en ung pige, der siger: ’Hey er du ikke Kalle P, jeg er flasket op med din børnemusik!’. Kalle B eller Kalle P er lige meget, jeg har været soundtracket i hendes barndom og det er jeg så megastolt over at have haft lov til.”
DJ og musikskaber Sarah Finne Christensen, også kendt under kunstnernavnet Ashibah, kunne ikke gå på scenen på DOCKEN i Nordhavn og modtage sin påskønnelsespris, da hun er på tour i Sao Paulo, men i sin takkevideo, understregede Ashibah, hvor stolt hun var, både som kvinde, der har kæmpet for en karriere inden for elektronisk musik og på vegne af det voksende elektroniske musikmiljø i Danmark, for at modtage denne påskønnelsespris.
Årets priser 2024
Den Kommercielle Musikskaberpris
Lene Dissing
Vækstlagsprisen
August Fogh
Kodas kulturelle midler muliggør, at der følger 30.000 kr. med den kommercielle musikskaberpris og 20.000 kr. med vækstlagsprisen.
Påskønnelsespriserne
Camma Okami
Kalle Bremer
Marie Møller Foged
Sarah Finne Christensen
Æresprisen
Flemming Jensen
Der følger 15.000 kr. med hvert påskønnelseslegat. Der følger 30.000 kr. med Æresprisen. Midlerne er fra Komponisten Kaj Møllers Mindefond og Direktør Johannes og Ingeborg Ravn Jonsens Mindefond.
Fotos: Kim Vadskær