Open call: Mini Grand Pop, børnesangskrivercamp

Skriv børnemusik i Aalborg d. 9. - 10. december.

11. november 2026

Open call: Mini Grand Pop, børnesangskrivercamp

Vil du skrive eller producere sange, som børn selv har været med til at forme? DPA søger op til ti sangskrivere og producere til en todages camp, hvor digte, tanker og tegninger fra børn i Kolding, årets Grand Prix-by, bliver til nye sange. Du behøver ikke have skrevet børnemusik før.

Fra børnenes tegninger til nye sange

Hvad fylder i børns liv lige nu? Hvad drømmer de om, og hvad har de på hjerte?

Det er spørgsmålene, når skoler og dagtilbud i Kolding Kommune sender digte, tanker og tegninger ind.

Materialet bliver udgangspunktet for sangene på campen hos The Brew i Aalborg, hvor der skal skrives og produceres nye sange til de mindste kulturforbrugere.

Efter juleferien får institutionerne fire udvalgte sange sammen med et undervisningsmateriale, der introducerer dem til sangskrivningens håndværk og til, hvordan en producer arbejder. I Grand Prix-ugen i februar skal børnene derefter synge og danse i deres egne institutioner og synge sammen på tværs af kommunen.

Fra deltager til campleder

Campen afholdes igen hos The Brew og ledes i år af producer Andreas Bonde Mikkelsen, der selv deltog i campen sidste år. For DPA er det en vigtig del af arbejdet med talentudvikling, at nye kræfter ikke blot får mulighed for at deltage, men også for at tage ansvar og bringe deres erfaringer videre.

Projektet gennemføres i samarbejde med Kolding Kommune, som står for den pædagogiske forankring, dansevideoer og udbredelsen til kommunens institutioner.

Hvad får du ud af det?

Campen er et læringsforløb. Du lærer at skrive og producere til børn, at tænke pædagogisk og at arbejde med børns måder at tænke på. Og du får afslutningsvis direkte feedback på, hvordan din sang er blevet brugt i praksis, så du får læring med hjem til fremtidige produktioner.

Sangene er selvfølgelig dine. Du kan selv udgive dem, som du vil, eller sammen med resten af holdet, som flere valgte i 2025.

Vilkår

DPA dækker transport, logi og forplejning. De sange, der bliver udvalgt, gøres tilgængelige for skoler og dagtilbud på Kolding Kommunes pædagogiske portal. Ønsker du, at din sang skal med, aftales et mindre anvendelsesbeløb for sangen i den periode, den bruges på den interne platform, som eleverne bruger.

Søg en plads på campen

DPA søger op til ti sangskrivere og producere til campen den 9. og 10. december 2026.

Campen er for Koda-medlemmer og henvender sig særligt til dig, der er på vej i faget. Vi leder efter gode idéer, musikalsk nysgerrighed og lyst til at omsætte børnenes tanker til sange, de kan synge med på.

Ansøgningsfrist: 23. november kl. 15

Du finder det under 'medlemstilbud' i Koda Kulturs legatsystem.

Søg her

Lyt til sangene fra sidste års Mega Grand Pop her.

Fotos: Camilla Haugsbjerg