Tilbage i 2017 fik DPA foretaget en undersøgelse med titlen Populær og kommerciel musik som erhverv i Danmark. En af rapportens anbefalinger var at etablere en faguddannelse for kommerciel sangskrivning og produktion. Og den anbefaling er nu blevet en realitet, efter at en samlet dansk musikbranche har været med til at starte Danish Songwriting Academy.
Skolen åbner i efteråret 2021 med forbillede i den svenske Musikmakarne, den svenske markedsorienterede uddannelse for sangskrivning og musikproduktion, der i mange år har uddannet sangskrivere på internationalt niveau.
Niels Mosumgaard, der er formand i DPA, er blevet valgt som formand i Danish Songwriting Academys bestyrelse. Om den nye skole udtaler han:
”At skrive og producere musik er et professionelt håndværk, der kræver, at man kan tænke både kreativt og markedsorienteret. I Danmark har vi talentmassen, og vi har en stærk sangskrivertradition, men vi udnytter ikke det fulde kommercielle potentiale. Danish Songwriting Academy vil som ny institution i musikverdenen løfte denne opgave og derigennem udvikle nye danske sangskrivere, der blandt andet skal producere sange til hitlister verden over”.
Fra marts 2021 åbnes der for de første ansøgere til uddannelsen, der kommer til at være placeret i Vor Frue i Roskilde – ikke langt fra Roskilde Festival.
Du kan læse mere om Danish Songwriting Academy på dsacademy.dk.