26. september 2024
Som en del af arbejdet med at skabe et tryggere arbejdsmiljø i musikbranchen, kan du som Koda-medlem nu søge om støtte til psykologisk rådgivning, hvis du har oplevet grænseoverskridende adfærd i forbindelse med dit arbejde i musikbranchen.
Kodas kulturelle midler skal bidrage til et trygt og professionelt musikliv. Derfor kan du nu søge om at få op til tre sessions med en psykolog fra psykologhuset Dinesen & You. Psykologerne her har erfaring med krænkelsesproblematikker, arbejdsmiljø og belastningsreaktioner, og de er særligt uddannede i at tilbyde relevant støtte og hjælpe med at finde nye handlemuligheder for dem, der har oplevet ubehagelige situationer i deres arbejdsliv.
Se hvordan du søger støtten her
Der vil være fuld tavshedspligt i forbindelse med håndteringen af ansøgninger.
Tilbuddet administreres af DPA for Koda Kultur. Har du spørgsmål er du velkommen til kontakte DPA’s sekretariat.
Foruden denne nye psykologstøtte tilbyder DPA sammen med Trygt Rum Netværk allerede en rådgivningslinje, som betjenes af Sex og Samfund. Denne linje er åben for alle, der har brug for den første afklarende og aflastende samtale efter at have oplevet grænseoverskridende adfærd eller efter at have været vidne til det og har behov for råd og vejledning. Du kan ringe til rådgivningslinjen på 70 20 99 99.