Kære medlemmer
Normalt ville vi kunne mødes til medlemsmøder, hvor vores formand Niels Mosumgaard ville kunne fortælle om sine tanker og overvejelser i forbindelse med, han har valgt at takke af efter 8 år på posten som formand for DPA. Men mens vi venter på at kunne det igen, har Niels delt sine tanker med jer her:
”Engang i december stod jeg – igen – og kiggede på en Teamsskærm med hoveder. Det var DPA’s bestyrelse, og pludselig slog det mig, hvilken utrolig begavet, ambitiøs og for de flestes vedkommende ung bestyrelse, jeg havde foran mig. Og i løbet af julen tænkte jeg, det er simpelthen nu, jeg skal trække mig fra DPAs bestyrelse. De her folk, de har i fællesskab det, der skal til for at bringe DPA videre ind i den næste historie – de er den næste historie om DPA. Jeg tænker på mig selv som en overgangsfigur, der har taget den hårde tur med at forstå DPA og Koda i nogen helt nye og benhårde rammer med international konkurrence og nye distributionsformer. Jeg har taget turen gennem to direktiver fra EU om vores område, været formand for Kodas bestyrelse i seks år, DPA’s i snart otte og rejst verden rundt for at forsøge at skabe bedre forhold for sangskrivere og musikrettigheder i det hele taget. Meget er lykkedes og nogle ting er faldet på gulvet. Jeg har været taknemmelig for samarbejdet med Kodas direktion, medarbejdere og bestyrelse, men frem for alt har arbejdet og netværket i DPA’s bestyrelse, medlemskreds og kontor været en daglig glæde. Jeg går med andre ord af som formand for DPA’s bestyrelse efter generalforsamlingen i foreningen den 17. maj og giver stafetten videre til Tobias Stenkjær og alle de andre kloge hoveder i DPA’s bestyrelse. Jeg gør det med en ro om at DPA’s bestyrelse er lige præcis så klar til at løfte opgaverne, som man kan være. Og jeg gør det med en stor tilfredshed og virkelig stor glæde over de år, jeg har fået lov til at være formand for DPA. Nu er den rigtige tid kommet til at give stafetten videre.”
- Niels Mosumgaard, formand for DPA.
DPA’s bestyrelse er glade for den store tillid, Niels giver dem: ”Niels har lagt grundstenen til så mange gode initiativer for sangskrivere og producere: En ny skole for sangskrivning i Roskilde, en transparent måde at uddele Kulturelle midler i Koda, og ikke mindst et fokus på vores forretning, og hvordan vi kommer til at stå stærkere som sangskrivere og producere. De initiativer vil fortsætte, og de gode spor, som Niels har lagt ud, vil vi gøre vores bedste i DPA for at løfte.”, siger næstformand i DPA, Tobias Stenkjær, på vegne af hele bestyrelsen.
Hvis I har spørgsmål, er I meget velkommen til at skrive direkte til Niels på: niels@dpa.org eller til hele bestyrelsen på: bestyrelsen@dpa.org
Årets generalforsamling
DPA’s bestyrelse har fokus på en større diversitet i sammensætningen af bestyrelsen. Kontakt endelig bestyrelsen, hvis du overvejer at stille op til en bestyrelsespost ved generalforsamlingen og gerne vil høre mere om det politiske arbejde i DPA.
DPA’s nye forperson vælges af bestyrelsen ved første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen, hvor bestyrelsen konstitueres.
Vi glæder os til at se jer til årets generalforsamling den 17. maj kl. 17.00.