Netværksmøde for komponister og lyddesignere i teaterbranchen

Kom og vær med til at skabe et stærkt fagligt netværk den 8. marts.

12. januar 2023

Komponister og lyddesignere (K/L) som arbejder på især de mindre teaterscener, samt med turnerende teatre, står ikke særligt stærkt når det kommer til aftaler med deres arbejdsgivere om bl.a. rettigheder, løn og arbejdsmængde, da der ingen overenskomster er lavet på området for denne faggruppe. Derfor står den enkelte K/L alene i forhandlingerne med teatrene. Det kan resultere i usikkerhed omkring de arbejdsvilkår man indgår samt ufordelagtige aftaler for K/L eller for den sags skyld teatret.

 

Formålet med dette første møde er at kickstarte et fagligt netværk for komponister og lyddesignere, som arbejder i teaterbranchen. Netværket skal fremme erfaringsudveksling, vidensdeling og sparring i forhold til faglige udfordringer og virkningsfulde fremgangsmåder.

 

Tid og sted

8. marts 2023 kl. 16–18

Mødet vil foregå på teatret Anemonen, Suhmsgade 4, 1125 København K

Der vil blive serveret mad og drikke til mødet.

Mødet bliver faciliteret af Thomas Dinesen som selv er komponist i teaterbranchen.

 

Indhold

Vi vil på dette første møde starte med at kortlægge hvem vi er som K/L i teaterbranchen. Vi vil tage en runde hvor vi introducerer os selv. Hvordan ser vores arbejdsliv ud, hvilke arbejdsgivere har vi, på hvilken måde arbejder vi og hvordan får vi arbejde?

Vi skal skabe en fælles forståelse af konteksten. Jo mere tydelig konteksten er, jo mere kan alle være nærværende og bidrage relevant.

 

Samtaleemner og spørgsmål

Kontrakter og aftaler

Er det muligt at lave en overenskomst mellem komponister/lyddesignere og danske teatre omkring aftaler og arbejdsvilkår og hvad skal aftalen indeholde?”

Arbejdsliv

Hvad skal der til for at skabe et bæredygtigt arbejdsliv som K/L i teaterbranchen?”

Erfaringsudveksling og vidensdeling

Arbejdsprocessen:

Vi griber uden tvivl vores arbejde meget forskelligt an. Nogle arbejder udelukket fra deres studie andre er mest på teatret. Nogle arbejder mest med devised teater andre i mere traditionelle former. Også mht. komposition, notering, mix, mastering mm er der store forskelle.

Live på scenen:

At være musicerende K/L live på scenen er en arbejdsform som mange af os dyrker. Det kræver en vis mængde overblik når man i produktionen af forestillingen skal være på scenen og samtidig komponere musikken/lyden. Hvordan får man lige tid til at øve på sit instrument som man har komponeret til og hvordan arrangerer og mixer man et evt backingtrack i forhold til det man selv spiller på scenen?

 

Tilmelding

Send en mail til karoline@dpa.org.

Alle medlemmer af Koda kan deltage i netværksmødet.

 

Foto: Thomas Dinesen