28. februar 2022
Der er et overvældende antal af DPA’s medlemmer blandt sangskriverne til årets sange i Dansk Melodi Grand Prix. Det er ikke overraskende da vores medlemmer altid har bidraget stærkt med sange – lige fra ’To lys på et bord’, der blev skrevet af nu afdøde medlem Ida From og Bjarne Hoyer og ’Only Teardrops’ skrevet af medlemmerne Thomas Stengaard og Julia Fabrin sammen med Lise Cabble.
Her kan du møde en række af de medlemmer, der har stået bag årets sange.
Rave Med De Hårde Drenge
Medlem i DPA Kasper Bruhn Nielsen er både sangskriver og producer på nummeret ’Rave Med De Hårde Drenge’.
”Nummeret er er skrevet sammen med mine tætte venner Zachary Rune Dyrbye, Alexander Scott Dyrbye og Claus Valdorff. Sangen er på mange måder en uortodoks popsang og mit forsøg på at vise Danmark, hvordan jeg mener populær musik også kan lyde. Sangen og særligt beatet har draget inspirationer fra udenlandsk musikkultur, der stammer fra rejser til hip-hopkoncerter i England og housemusikkultur fra Berlin. For mig som producer og sangskriver føler jeg, at rap er utrolig spændende at arbejde med, da der kan fortælles lange historier gennem korte musikalske kompositioner, der både kan lyde disharmoniske men samtidig ekstremt rytmiske og catchy.”, fortæller Kasper Bruhn Nielsen.
En Skønne Dag
De tre sangskrivere, Rasmus Hedeboe, Emma Pi Hedeboe og Claus Reenberg fortæller om en sang der både er meget dansk og har været forbi Nashville.
”’En Skønne Dag’ er skrevet med fokus på historiefortællingen. Det var vigtigt for os at skrive på dansk og inkorporere naturen i tekstuniverset. Vi arbejdede meget dramaturgisk med indholdet, så vi i sangen oplever en naturlig udvikling, som vi blandt andet kender det i traditionelle fortællinger og eventyr. Hvert ord blev vendt og drejet, for ingen lyttere må være i tvivl om, at hver sætning indeholder håb. Vi har selv produceret sangen for at sikre udtrykket i den endelige sang, men for at give den lidt kant, fik vi den mixet i Nashville, og vi er ret stolte over resultatet.” fortæller de tre DPA-medlemmer.
Let Me Go
Let Me Go er den første Melodi Grand Prix sang skrevet på det nyåbnede akademi for sangskrivning i Roskilde. Sangen er skrevet af tre elever på Danish Songwriting Academy, Benjamin Rosenbohm, Mikkel Martinus Sørensen og Katrine Brixen sammen med sangskriver Julie Aagard, der også er kendt under artistnavnet Kill J.
”Let Me Go er en kærlighedssang med en slags omvendt fortegn. Den handler om, at nogle gange er den største kærlighedserklæring, man kan give et andet menneske at give slip på dem. Nogle gange er den største gave, man kan give at forlade den man elsker.”, fortæller Julie Aagaard om sangen.
The Show
Sangen ’The Show’ har været længe undervejs og er blevet til ved en kollektivproces blandt flere DPA-medlemmer. For 6 år siden skrev Remee og Julia Fabrin verset til et af Chief 1’s tracks, som han så tog frem sidste år og præsenterede for bandet Reddi, hvorefter Mathilde Savery og Ihan Haydar skrev et helt nyt omkvæd.
”’The Show’ er en powersang, der opfordrer til, at man lytter til sig selv og går efter sine drømme. Den handler om at tro på sig selv, slippe frygten, og ikke være bange for hvad folk siger eller hvad fremtiden bringer. Vi vil gerne inspirere til, at man aldrig skal holde sig tilbage, uanset hvad man vil her i livet. Selve sangskrivningen er et glimrende eksempel på at intet arbejde er spildt, alle sange man skriver, har en grund og sted at finde hen, nogle gange som med denne sang, flere år imellem vers og omkvæd”, fortæller Chief 1 om processen.
Happy Go Lucky
Happy Go Lucky er skrevet af Kasper Holm Larsen og Morten Filipsen, der også er artisten, der skal fremføre nummeret på lørdag i Herning.
”Sangen er lavet sammen med Morten Filipsen, som er en meget talentfuld sangskriver. Den forsøger at videregive budskabet om at se lidt lettere på tingene. Nyde hver dag i stedet for at være tynget af ting, man alligevel ikke kan styre.”, fortæller Kasper Larsen om sangens budskab.
Det er ikke kun i det danske Melodi Grand Prix, at DPA medlemmer bidrager stort – også i det svenske er flere sange skrevet af danskere. Her har Thomas Stengaard og Julie Aagaard været med til at skrive sangen ’The End’ med Angelino. Julie Aagaard har også været med til at skrive ’Run the Hills’ der synges af Klara Hammarström.
Billede: Øverst til vestre: Julie Aagaard og artisterne Josie Elinor og Jack Warren - nederst til venstre: Reddi (DR/ Agnete Schlichtkrull) - midten øverst: Kasper Bruhn Nielsen - midten nederst: Rasmus Hedeboe, Emma Pi Hedeboe og Claus Reenberg - højre: Kasper Holm Larsen.