Leder: Vi er stolte af det populære

Læs forperson Tobias Stenkjærs leder om den nye pulje under Koda Kultur - Elitepuljen.

29. oktober 2021

Ligesom i idrættens verden er der også en elite i musikkens verden, hvis resultater gavner hele vejen ned i fødekæden. Når Caroline Wozniacki vandt internationale sejre, det danske landshold i sommers nåede semifinalen i EM, eller vi hev medaljer hjem til OL, gavnede det sportsgrenene i Danmark, idrætsklubberne og de lokale netværk.

På samme måde gavner det hele den danske musikbranche, når danske sangskrivere og producere indtager verden med deres musik og sætter mærkbare resultater på verdenskortet. Det skaber både en indtjening hjem til Danmark, skaber rollemodeller og erfaringer.

Da DPA lancerede den nye Elitepulje i oktober, var der stor begejstring, da der kom en pulje med dette fokus under Koda Kultur. Puljen blev skabt netop for at den danske elite af professionelle musikskabere, der arbejder med musik til både det nationale og det internationale kommercielle marked, kan fortsætte med at vækste og skabe øgede midler til gavn for alle. Koda Kultur har inden årets udgang over 30 puljer, som kan søges af alle. Fra vækstlag til elite, og uanset om du har tjent 50 kr. i Koda eller 50.000 kr.

Ordet elite kan få nogle op i det røde felt. I Danmark har vi stadig en stærk jantelov, men hvis vi ikke snakker om, at der er nogle, der har større kommercielle succeser end andre, så gør vi os blinde for alt den viden, vi kan få ved at være nysgerrige på succes i stedet for at pege fingre ad dem, der bliver populære.

At DPA altid har været en forening, der gør op med janteloven, ligger i selve vores navn: Danske Populær Autorer. Populær. Den musik, som folk gerne vil lytte til, danse til, streame, høre i radioen og opleve på koncerter og festivaler. Men lige så meget som vi står ved det populære, vil jeg også gerne understrege at den populære musik og den smalle musik har brug for hinanden – to poler, der udvikler og udfordrer hinanden.

Til årets Kegleaften i november vil DPA for 7. gang uddele den kommercielle musikskaber pris – hvem den går til, må I vente til den 28. november for at finde ud af – men prisen blev netop indstiftet for at hylde, dem, der skaber store eksportsucceser og store nationale hits; de sange, der bliver del af vores liv og fælles historie.

Tænd for radioen og syng med. For hver afspilning kommer der en kodaindtjening. For hver indtjening går op til 10 procent til de kulturelle midler, der muliggør en pulje som Elitepuljen.

 

Jeg glæder mig til at se jer til årets Kegleaften – vi ses!

Tobias Stenkjær, forperson i DPA

 

Læs mere om Elitepulje og søg den her. Der er ansøgningsfrist 10. november.