30. april 2025
I dag er der generalforsamling i Koda, vores alles forvaltningsselskab. På trods af et år, som bød på sagsanlæg fra YouSee og gennembruddet af kunstig intelligens, AI, så formår Koda igen at præstere over evne og fastholde ikke blot omsætning, men også afgørende markedsandele.
Vi komponister og sangskrivere lever af vores ophavsret. Og ophavsretten er i sin natur det mest ærkekapitalistiske, ærkemonopolistiske og liberale, der findes. Det er en ejendomsret; en forbuds- og anvendelsesret, som giver ophaveren den ultimative ret til at bestemme, hvem, hvordan – og hvor meget det skal koste – at fremføre vores værker i det offentlige. En ret, som i øvrigt gælder 70 år efter vores død.
Sangskriverne, komponisterne, tekstforfatterne og musikforlagene har historisk set lagt forvaltningen af vores rettigheder ind i et forvaltningsselskab, hvor kollektivet består af den samlede mængde rettigheder. I en art musketered forvaltes rettighederne for at sikre den højest mulige betaling for udnyttelsen, uanset formen, til gavn både for den enkelte ophavers rettigheder og alle andre ophaveres ditto.
Jeg plejer at gøre grin med, at det kun er fordi, radio og streaming vil have Medina og McCartneys fantastiske sange, at jeg kan få den samme betaling for mine værker. Alle både bliver, med andre ord, løftet, når kunden, eks. TV eller radio, bliver nødt til at betale for brugen af musikken gennem kollektivt indgåede forvaltningsaftaler.
Derfor er det afgørende at erkende, at forvaltningsselskaberne er og bliver en forretning, hvis styrke kræver den størst mulige mængde repertoire for at stå stærkest i en forhandling med de mange kunder, gamle som nye, der gerne vil have vores musik til at skabe værdi for deres kunder, men helst ikke vil betale for den værdi (selvom vi jo faktisk er med til at skabe den).
Vores bidrag til fællesskabet
Når Koda kan fremvise en stabil vækst for alle ophavere, så skyldes det først og fremmest kollektivets styrke. Men det skyldes i lige så høj grad, at Koda gang på gang ligger i toppen, når det kommer til operationelle parametre som rapportering, udbetalingshastighed og omkostning. Parametre, som burde være selvfølgelige, men som Koda sætter barren for på verdensplan.
DR fylder i år 100 år, og det er ikke noget tilfælde at Koda næste år runder samme milepæl. For det var nemlig de professionelle – DPA og Musikforlæggerne – der for knap et århundrede siden stiftede forvaltningsselskabet for at sikre betalingen for deres rettigheder, for deres forretning – nemlig teksten og musikken.
DPA’s medlemmer er dem, der har den højeste Koda-indtægt gennemsnitligt pr. medlem, sammenlignet med medlemmerne af de andre foreninger, og med de medlemmer af Koda, der ikke er i nogen forening. Det viste Epinions undersøgelse fra tidligere i år. Det er vores kerneforretning, og det er vores afgørende bidrag til fællesskabet.
Hvis vi fortsat vil have et forvaltningsselskab i verdensklasse, som kan både fastholde og tiltrække det stærkeste repertoire, er det afgørende, at vi agerer professionelt og hele tiden understøtter kollektivets forretning. For uden forretning er der intet forvaltningsselskab til at løfte alle både.
Ophavsretten er truet, helt grundlæggende, på grund af kunstig intelligens, som beviseligt er trænet på vores rettigheder, men hvor kunden, techselskaberne, helst ikke vil betale for ingredienserne i den vare, de sælger til deres kunder. Og hvis kollektiverne svækkes af kortsigtede egoistiske hensyn, så er vi prisgivet – helt bogstavelig talt.
Gennem mine mange rejser og dialoger internationalt kan jeg konstatere, at Koda står som et af de få forvaltningsselskaber, der bliver talt positivt om. Den tillid og troværdighed er afgørende for Kodas fremtid, og derfor glæder jeg mig til en generalforsamling, hvor vi kan og bør kigge mod fremtiden for forretningen og kollektivets bedste.
Fotograf: Kim Vadskær