4. april 2025
Af Tobias Stenkjær, forperson i DPA, der lige er blevet valgt ind i bestyrelsen hos ECSA.
Jeg rev den her 10-euroseddel over i Europaparlamentet i sidste uge for at vise, hvor lidt musikstreaming egentlig betaler til de musikskabere, og hvordan musikstreaming har sønderrevet musikskabernes økonomi. Og det er egentlig fuldstændig uforståeligt. For vores værker er fundamentet for hele værdikæden i musikstreaming. Det er ikke et spørgsmål om hønen eller ægget! For uden den gode sang er der intet at indspille, intet at udgive, intet at komme til koncert for – og intet for hverken artister, musikere, pladeselskaber, musikforlag, agenter eller managere at tjene penge på.
Men det her er ikke længere ‘bare’ fortidens gemene lønkamp. Det er en kamp for fremtiden. Fremtiden for vores profession, og fremtiden for vores demokratier.
AI degenerer fremtidens stemmer
Med generativ AI, såkaldt kunstig intelligens, står vi nu ved en skillevej, hvor vi skal vælge, hvem der skal skabe soundtracket til vores fremtid. En stor kunstner sagde engang noget i stil med: Det er først, når jeg fejler i at lyde som mine helte, at jeg endelig lyder som mig selv. Det er, med andre ord, den menneskelige evne til at fejle, der skaber den ægte kunst. Når vi skriver med formål, med intention. Men AI skaber ikke noget. Nej, det, AI gør, er at fjerne netop formålet, intentionen. Mennesker komponerer og kreerer, AI kopierer og kalkulerer.
AI er, med andre ord, ikke generativ - den er degenerativ. Og for hver degeneration opløses menneskeligheden langsomt, og vores og fremtidige generationers afgørende stemmer vil miste deres ekko. AI er trænet – ulovligt – på et primært hvidt, vestligt, mandligt, kristent katalog. Og for hver degenerering vil de stemmer langsomt forvrænges og forvanskes i et uigenkendeligt – og uigenkaldeligt – ekko af en kultur, der aldrig blev, men heller aldrig var.
Techgiganterne har grebet om vores kulturelle infrastruktur
Musik er den kunstform, der har det største potentiale for social mobilitet og handlekraft for den enkelte og for fællesskabet. Det er sangene, som giver stemme til dem, som ikke bliver hørt, og et ståsted i verden for dem, som har mistet fodfæstet. Musik er en grundlæggende menneskerettighed, som hjælper os med at forstå verden omkring os, og forstå os selv i verden. Den tjener som en forankring, en forbindelse, til dem, vi var, og dem vi gerne vil være. Det er musikken, som båder minder os om, men også påminder os. Som vores eget personlige soundtrack følger sangene os fra vugge til krukke; fra det første ‘hej’ til det sidste ‘farvel’.
Vores kritiske kulturelle infrastruktur er overladt til internationale techgiganter, hvis vilkårlige monetære eller moralske værdier - fastsat langt uden for EU - påvirker mangfoldighed, politisk handlekraft og demokrati på nationalt plan. Som da YouTube fjernede alt dansk musik i 2020, og Google ugen efter fjernede DR’s Ramasjang-app. På kortere tid, end nogen mener jorden blev skabt, blev en hel nations stemmer og vores nationale, skattebetalte, public service-udbyder censureret. Og for hvad? Penge og puritanske værdier.
Vores kulturelle forsyningssikkerhed er i fare. Fordi platformene kort sagt har evnen til at slukke for vandet til vores kulturelle rettigheder. Til at censurere os efter forgodtbefindende.
Det er på tide at redefinere debatten til det, den virkelig er: En kamp for retten til kulturel suverænitet for at opretholde demokratiet og sikre fortidens, nutidens og fremtidens afgørende stemmer.
Foto af Omar Havana