Leder: Honorar for at levere varen

Læs den seneste leder fra DPA's formand, Niels Mosumgaard, der handler om at få betaling for sit arbejde.

Kære medlemmer

 

Vi har holdt Kegleaften - på nettet. En Kegleaften uden kegler og en medlemsfest uden fest. Det var ikke optimalt. Men Boe Larsen fra Millfactory er prof og vi fik det hele til at køre med Keglevise, musik, priser og hilsner fra medlemmerne. Det varede et par timer og der var virkelig mange, der fulgte med derhjemme. Tak for det og tak til prismodtagerne og Nicklas Sahl og Noah og Tamra Rosanes for at lægge vejen forbi Millfactory og DPA.

 

Motoren i musikbranchen er at samle folk og give dem gode oplevelser. Det er derfor, vi skriver sange og det er derfor, artister rejser rundt og optræder med dem. Og når det lige præcis er den meget menneskelige ting, der er udfordret ved en epidemi, så er det svært at få det hele til at spille. Stor respekt til spillesteder og personale for at forsøge at få hjulene til at blive ved med at køre, og stor respekt for alle de måder, musikerne alligevel prøver at møde publikum. Men der mangler en plan og en idé om, hvad det er staten kan gøre for at holde musikken kørende. Det bliver alt for tydeligt, at når staten synes, kulturen kun bor i Kulturministeriet. Ja, så er der en del nuancer, der glipper som helt basale rammer for vores arbejdsmarkedsforhold.


Vi er på mange måder overladt til os selv, når vores løn skal forhandles, og det skal den hele tiden. Når man er sangskriver, er der med god grund en fornemmelse af, at den betaling, vi skal have, kommer i form af rettighedsindtægter fra ikke mindst Koda. Og ja, det gør de også. Men selvom Koda nu har månedlig udbetaling - og tak for at være helt fremme i skoene der, Koda - så kan der stadig gå lang tid fra en sang er skrevet til den finder en artist og til indtjeningen begynder at løbe. Sådan er det af mange grunde. Når vi bliver inviteret ind til writing sessions, så har vi derfor en forventning om, at der ude i horisonten faktisk venter en indtjening fra vores arbejde. Men det sker også, at vi bliver inviteret ind til sessions, som led i udviklingen af en artist, hvor et label skal have prøvet nogle forskellige muligheder af – for at finde ud af hvilken retning den her artist skal bevæge sig. Der er ikke altid udsigt til, at de sange der bliver skrevet, faktisk fører et sted hen, men de fører til artistudvikling.

 

Sangskriveren bør have et honorar for at levere varen

Det er blandt andet baggrunden for, at vi i DPA er begyndt at tale åbent om den udfordring. Vi er inspireret af en bevægelse blandt de største og stærkeste sangskrivere i UK og Tyskland. Vi kalder det mange ting; songwriterfee, kill fee eller artistudviklingsfee. Det handler helt grundlæggende om at sangskriveren bør have et honorar for at komme og levere varen – særligt når der ikke er helt entydig udsigt til at sangene fører til et cut. Det er ikke et honorar, der skal tages fra producerne eller fra artisterne – vi er ikke konkurrenter, vi er på samme side – det er heller ikke forlagene nødvendigvis. Det er dem der udvikler artisterne og det er typisk pladeselskaberne.

 

Musikselskaberne er tilbage på sporet økonomisk, og det ville virkelig klæde dem, at forstå hele produktlinjen fra sangskrivere og producere til forlag og labels. Vi er alle uundværlige dele af maskineriet i musikindustrien. Derfor vil vi gerne i dialog med særligt labels om at finde en løsning på honorering af at bruge vores talent til at udvikle deres talenter. Det skaber lynhurtigt en skæv konkurrence, for der er altid nogen, der vil arbejde gratis. Derfor er det som udgangspunkt vigtigt, at vi er enige og loyale på det her område, toplinere, producere, musikforlag og musikselskaberne. At vi finder nogle guidelines og best practices. Vi er helt med på udfordringerne, men vi løser dem slet ikke ved ikke at ville tale om dem.

 

Det gælder også den anden store udfordring i branchen; nemlig de strukturelle udfordringer med sexisme og ubalance i musikbranchen. Her skal vi være sammen med hele branchen. Der er flere gode initiativer i gang bl.a. Kunst og Kultur i Balance, konferencer og store undersøgelser. Vi hilser alle initiativerne velkomne og bakker op og deltager, hvor vi kan. Det er helt afgørende, at vi får gjort noget ved det faktum, at der er alt for meget musik, der aldrig bliver skabt og hørt, fordi vi har nogle udfordringer i branchen. Det gælder ikke bare i bandbussen og i forhandlingerne på pladeselskabet, det gælder alle de steder, vi møder hinanden. Vi må erkende, at der er noget helt, helt galt. Der er mange hypoteser om årsager og virkninger, men helt grundlæggende starter det hos den enkelte med menneskelige værdier – selvværd og ligeværd.

 

Pas på hinanden og jer selv.

 

Niels Mosumgaard, formand i DPA.

Foto: Kim Vadskær