Leder: Gamle strukturer skaber nye problemer hver dag

Læs nytårslederen fra DPA's forperson Tobias Stenkjær.

10. januar

Kære medlemmer

 

Starten på et nyt år er altid spændende. Det kalder på et dobbeltsyn, hvor vi både kigger bag ud på det gamle år, men samtidig har blikket stift rettet mod det nye. For mange vil det uden tvivl føles som et længe ventet farvel til coronaårene, men skyggerne falder stadig over mange og skaber fortsat stor usikkerhed i hverdagen.

 

For ud over at udstille den voldsomme ubalance i indtægt på streaming, der stod tilbage som det primære musikmarked, da liveindtægterne lå stille, så har corona også udstillet den generelle usikkerhed, der præger vores erhverv - professionelt og personligt. For hvordan bygger man en karriere op på et fundament, som i den grad har rykket sig under en? Og hvordan skaber man en karriere i et marked, hvor der i skrivende stund kommer over 100.000 nye sange om dagen på Spotify?

 

Det er en udfordring for alle, men særligt for musikskabere over en vis alder eller af bestemte køn. Det viste en række rapporter og undersøgelser i 2022, bl.a.  Hvorfor er der så få kvinder i musikken, hvor over 6.000 svardeltagere bidrog og Kvinderne i Musikken, støttet af DPA’s diversitetspulje, som med sine 75 interviews tegnede et forstemmende billede af en branche, hvor gamle strukturer skaber nye problemer hver dag.

 

Lægger man dertil alder, så begynder det for alvor at se skævt ud. For hvor går man hen, hvis man ikke lige passer ind i en meget smal P3 aldersgruppe eller på streaming? Der mangler en hel generation af stemmer at spejle sig i på radio, og der går en masse tabt, fordi vi i musikbranchen længe har løst problemet ved blot at hælde nye talenter ind i en maskine, som de færreste kommer ud af med en livslang karriere.

 

Og netop den problematik leder videre til et vigtigt emne, som DPA vil fokusere meget på i 2023: mental trivsel. For branchen har altid været hård og usikker at være i, men det er blevet set som den enkeltes ansvar at overleve med et præstationspres på scenen og i studiet. Men 2022 har vist, at vi bliver nødt til at gøre op med ‘man skal kunne klare mosten’-tilgangen i vores branche. Vi kender uden tvivl alle sammen en eller flere, som går gennem store personlige udfordringer, og det er på tide, vi tager et samlet ansvar som branche.

 

Det er debatter, som til tider kan blive både hårde og kontante, men vi bliver nødt til at adressere de strukturelle problemer i vores branche sammen, og der bidrager DPA også både i foreningens egne rækker og i en række samarbejder i musikbranchen. Vi glæder os rigtig meget til at kunne løfte sløret for en række initiativer i løbet af året, som forhåbentlig kan bidrage til en mere bæredygtig musikbranche.

 

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år!

 

Tobias Stenkjær, sangskriver og forperson i DPA