Kære medlemmer
Det er i sandhed mærkelige og usikre tider. Vi troede lige, vi kunne slippe fri og at camps og samarbejder og måske også livescenen kunne blive kickstartet igen. Men det ser ud til at have lange udsigter. Mange arbejder i stedet med at få projekter på plads, som har ligget og ventet, få organiseret porteføljen af sange og tracks, og nogen oplever ligefrem at deres forlæggere lige pludselig har tid til at gøre et ekstra arbejde med at få sendt tracks ud i verden.
Det har været frustrerende at se på regeringens håndtering af vores fag, og en af de ting, der er blevet klart er, at musikken på den ene side er en del af det, regeringen forstår som kulturpolitik, men på den anden ikke kan forstå det som et arbejde. Socialdemokratiet skabte Kulturministeriet ud fra den forståelse, at kultur er vigtig for borgerne, og at man derfor skal have let adgang til den. Men det der bliver overset er, at musikken er et fag, en profession. Nogen er nødt til at blive dygtige, for at borgerne i bred forstand kan få de oplevelser, som Kulturministeren gerne vil have vi har. Det er det de professionelle bliver og er: Dygtige til et fag. Men hvorfor er det så svært at få flyttet opmærksomheden fra Kunst og Kultur over på faget som fag – et kreativt erhverv?
Denne krise viser alt for tydeligt, at arbejdsmarkedsvilkår og rammebetingelserne for faget er alt andet end tydelige. Det er derfor DPA har et fokus på investorer og forretning – ikke for at pille noget dybt ud af musikken, det er jo selve grundværdien af musikken, at den taler til vores følelser og at vi skaber identitet med den – men for at give sangskrivere og producere den virksomhedsplatform, der skal til, for at være en sund og produktiv del af landets økonomi og blive respekteret for sin fag.
Vi skal alle sammen sige fra
Vores fag har som alle andre også udfordringer med sexisme og det er helt nødvendigt, at vi anerkender, at det ikke er i orden. Der er brug for et opgør med den kultur, der gør, at nogen mænd synes, de kan tillade sig hvad som helst. Det er en gammel og rodfæstet kultur, og kan være svær at få øje på, når man er vokset op med den. Men vi skal alle sammen sige fra, og forstå at ligeværd er nå ja, lige værd. Det gælder ikke bare uønsket opmærksomhed, men også en bevidsthed om løn og forhold i studierne og på koncertstederne. Det er en vigtig bevægelse, der er i gang, og vi har opmærksomhed på det i DPA.
Hver for sig og sammen
Vi skulle have holdt DPA’s medlemsfest i november. Men med de nye smittetal og usikkerhederne om regeringens tiltag, har vi valgt ikke at holde den legendariske Kegleaften som vi plejer. I stedet for holder vi en on-line Kegleaften, hvor vi uddeler priser og synger keglevisen – hver for sig og sammen. Det er langt, langt fra optimalt, men vi håber at det er med til at fremskynde åbningen af livescenen og samværet, at vi lige holder hestene i år. Der er nogle smittekæder og en alvor omkring det her, som kan være svær at fokusere på, når behovet for at være sammen nærmer sig desperation. Men vi tror på, at det vi gør i år, er det bedste, vi kan gøre for friheden næste år.
Det er alvorlige tider – men det er også tider, hvor alt det der har været ”normalt”, men også destruktivt, som sexisme bliver tydelige. Lad os bruge tiden på at få gjort op med magtmisbrug og sexisme, få ryddet op, gjort sange klar, ordnet og organiseret, så vi er klar, når verden åbner igen.
Jeg glæder mig til at se jer igen!
Niels Mosumgaard, formand for DPA