Kære Niels, kære legatudvalg og kære kolleger & venner!
I skal vide, at vi er dybt, dybt taknemmelige over i aften at have modtaget årets æreslegat.
Vi ankom til dette års udgave af DPA’s kegleaften, som jo var stærkt præget af corona-pandemien, og var en anelse stressede efter endt optræden i Sorø og en lynhurtig nedpakning af instrumenter for at nå frem til det ønskede tidspunkt i studiet på Rentemestervej.
Af samme grund følte vi, at vi aldrig fik sagt tak på behørig vis. Det vil vi gerne råde bod på…
For aldrig har vi været så inderligt glade for at modtage en pris, som vi var ved denne lejlighed. En pris, som er givet af gode kolleger fra en forening, som vi altid har værdsat utroligt meget. Dine smukke ord, Niels, rørte os i en grad, som ingen ord kan beskrive, og for en sjælden gangs skyld var denne pris ikke til en af os – men til os begge.
Endelig havde nogen forstået, at vi ikke kunne have gjort noget af alt det, vi blev rost for – uden hinanden.
Og dér stod vi så. På samme tid glade, rørte og dybt forlegne over at være genstand for jeres gode tanker.
Det kunne ingen af os have drømt om, da vi/jeg for mange år siden blev en del af ”Dansk Revyforfatter og Komponist Forbund” og blev klar over, at her var der nogen, som tog sig af de rettigheder og interesser, man havde som ”skabende kunstner” (et ord, vi i øvrigt aldrig kunne finde på at bruge om os selv). Samtidig oplevede man ved de berømte kegleaftener, at de forbilleder, man havde, behandlede os på lige fod og ikke var bange for at give gode og velmente råd. Det var stort for et ungt menneske, som drømte om engang at kunne træde i deres fodspor.
Mange år senere, da vi havde kastet os ud i revyens krogede verden og pludselig stod i en situation, hvor alt kunne tabes, var det igen jer, der forstod vores problemer, bakkede os op og gav os de råd og den styrke, som vendte en stærkt truende og altødelæggende situation til succes. Tak, fordi I stod bag os.
For få år siden fik vores datter, Annette den tossede idé, at hun ville lave en teatermusical sammen med sin far. Men uanset hvordan vi vendte og drejede situationen, kunne vi ikke overskue konsekvenserne. Endnu en gang stod DPA klar til opbakning. Uden jeres hjælp var det projekt aldrig blevet til virkelighed.
Tak – endnu en gang!
Men da vi stod og modtog jeres varme hyldest gennem Niels’ tale i denne så mærkelige tid, hvor vi alle mærker konsekvensen af en pandemi, der – indtil den pludselig slog til – kun havde været betragtet som en del af science fiction-litteratur og -film, følte vi, at livet igen var begyndt.
Tak for en smuk og livsbekræftende oplevelse!
Kærlig hilsen, Hilda & Keld.
Foto: Kim Vadskær