19. feb. 2026
MENTORSHIP OG SPARRINGSSESSIONS TIL DIT VIRKE I MUSIKBRANCHEN MED 3 FORSKELLIGE OG ERFARNE PROFILER
Leder du efter et nyt syn på din karriere i musikbranchen?
Måske er du gået i stå efter en succes, måske er du lige begyndt, men mangler retning, eller også har du brug for kreativ og professionel sparring på en faglig problematik i dit virke som musikskaber eller artist? Så er det nye mentorordning 'Holdepunkt' måske noget for dig.
Den nye mentorordning er et sted, hvor du kan få hjælp fra én af tre mentorer, der alle har vidt forskellige erfaringer i musikbranchen. De har alle det tilfælles, at de har fundet deres professionelle vej. Om du har brug for en enkelt session eller tre kan dig og din mentor finde ud af sammen. Derudover kan forløbet ses som et frø, der kan spire og hjælpe dig på vej til nye mennesker, idéer eller faglige værktøjer. Mentorordningen er et holdepunkt i en ellers hurtig forandrende verden og musikbranche.
Sådan booker du en samtale
Alle Koda-medlemmer kan booke en samtale hos en mentor. Du kan max booke samtale tre gange. Mentorerne er til rådighed i marts-maj, samt igen i september-november i år. Du kan til start kun booke samtale i marts, og så åbner vi løbende op for booking af de opfølgende måneder.
Når du booker, skal du udfylde et kort skema om hvem du er, og hvad du gerne vil have ud af samtalen.
Præsentation af mentorholdet
Emil Harm
Jeg er producer og sangskriver med et katalog på mere end 500 millioner streams på tværs af platforme. Størrelsen på dét tal var engang mit livs holdepunkt. Nu vil jeg hellere se de punkter, der gør, at en levevej med musik holder.Igennem 15 år har jeg bevæget mig gennem forskellige rum, der binder musikskaberens virkelighed sammen: Studierummet, når sangene skrives, mixrummet, når sangene lukkes, og A&R-rummet, hvor sangene udgives. Først som musikskaber, siden som executive producer og senest som A&R-konsulent.
Som mentor ønsker jeg at skabe et roligt sted, hvor vi kan undersøge det, der fylder hos dig.
Det kan fx handle om:
Roller og forventninger i samarbejdet med andre
Struktur, deadlines og energi i sessions
Hvornår relationer er venskab — og hvornår de er arbejde
Sprog og begreber i branchen, som kan være svære at afkode
At have en primær identitet som en sekundær indtægt
Stine Kinck
Jeg arbejder selv som producer, artist og sangskriver hovedsageligt indenfor sync musik på det internationale marked, men har også lang erfaring som sangskriver for andre pop artister. Jeg har udgivet på mit eget pladeselskab i over ti år og har været uden manager og pladeselskab det meste af min karriere.
Du skal ansøge om mig som mentor, hvis du har brug for hjælp til:
Selvudgivelse, releaseplan og roll out
Sammensat indkomst og en pragmatisk tilgang til at arbejde med musik professionelt
Sync markedet, både den kreative del og hvordan man kan pitche sin musik
Feedback og sparring omkring brand, udtryk, og lyd
Mere effektivitet og bedre arbejdstruktur. eventuel i sammenhæng med stress og burn out
Hvis du føler dig “the odd one out” på den danske musik scene og vil have retning til community og måske nå et publikum ud over landegrænserne.
Peter Biker
Jeg er producer og sangskriver med international succes og stor erfaring som mentor. Jeg lagde ud som succesfuld trommeslager i 80’erne og 90’erne, men lagde tidligt stikkerne og fortsatte karrieren som sangskriver og producer. Jeg blev hurtigt et etableret navn først i DK og senere i udlandet. Har i over 20 år arbejdet internationalt i UK og USA. Som mentor kan jeg bidrage med alt det, jeg har samlet op på min vej fra ung trommeslager til erfaren international sangskriver og producer med kommerciel succes. Jeg har arbejdet med et hav af artister, sangskrivere, managers, pladeselskabsfolk, producere og mediefolk, så jeg kender gamet.
Du får mest ud af vores samarbejde, hvis du har drive og ambitioner om at leve af din musik.
Jeg er en åben type – både menneskeligt og musikalsk. Det har hjulpet mig – både i London, LA og Danmark. Hvis jeg bliver din mentor, er jeg også 100% åben over for dig og dine drømme.
Som mentor kan jeg hjælpe dig med:
Jeg kan byde ind med alt vedrørende sangskrivning og produktion af musik, ikke mindst vokal produktion, som er en af mine spidskompetencer.
Din karriere – hvad skal vægtes?
Hvordan kan god planlægning og målrettet arbejdsindsats bringe dig videre.
Hvad er faldgruberne undervejs, ikke mindst på businesssiden.
