Generalforsamling i DPA: En aften i foreningens tegn

I tirsdags, den 8. april, blev årets generalforsamling holdt i DPA. Her blev det forgangne år i foreningen vendt. Se den nye bestyrelse her.

10. april 2025

I tirsdags, den 8. april, blev årets generalforsamling holdt i DPA. Her blev det forgangne år i foreningen vendt. I sin beretning sagde forperson Tobias Stenkjær:

 

”Der har været nok at se til. Men det har været til at stå igennem, fordi vi står tæt og stærkt som forening, organisation og bestyrelse. Ja, bølgerne kan gå højt, men det er også fordi, vi går i kødet på nogle store og fundamentale udfordringer i vores branche, hvor der ikke findes nemme løsninger. Og jeg oplever, at vi står stærkt og tydeligt derude, fordi vi bygger hinanden op og spiller hinanden bedre.”

 

Der blev også holdt et øjebliks stilhed for de DPA-medlemmer, der er gået bort det seneste år.

 

Valgkomitéen: Netværk i hele Danmark

DPA’s bestyrelse nedsætter hvert år en valgkomité, der skal komme med anbefalinger til foreningens arbejde med diversitet, bl.a. i forbindelse med udpegninger til råd og udvalg. I 2025 består valgkomitéen af Steffie Kristensen, Joel Hyrland og Gudny Olafsdottir. Til generalforsamlingen holdt de et oplæg, hvor de bl.a. pegede på at DPA først og fremmest er et netværk. Et netværk man vil være en del af, og at det er derfor man bliver medlem, hvorfor det også skal tydeliggøres i form af kommunikation og arrangementer. Samtidigt blev der lagt vægt på, at DPA skal omfavne Danmark udover hovedstadsområderne med vores medlemstilbud.

 

Valg af bestyrelse og suppleanter

Til generalforsamlingen var der også valg til DPA’s bestyrelse samt suppleanter. Pernille-Leeloo Ottosen Bach og Ilanguaq Lumholt blev valgt til bestyrelsen for en tre-årig periode. Tobias Stenkjær takkede Gisli Gislason for sit store arbejde i bestyrelsen de sidste tre år.

 

Bestyrelsen består derfor nu af Tobias Stenkjær, Mathias Madsen Munch, Julie Aagaard, Naja Rosa Koppel, Mattis Jacobsen, Pernille-Leeloo Ottosen Bach og Ilanguaq Lumholt.

 

Som suppleanter blev valgt: Camma Alrøe Okotie, Claus Frovin og Viktoria Siff Hansen.

 

Foto: Kim Vadskær.