24. maj 2024
Forperson Tobias Stenkjær indledte generalforsamlingen med at mindes de medlemmer, der var gået bort det sidste år. Herefter læste Tobias Stenkjær årsberetningen op, hvor han bl.a. fremhævede DPA’s arbejde med streaming:
”2023 har i høj grad været et år i politikkens navn, og ikke mindst med fokus på musikstreaming, som fortsat er en af de største markedsmæssige udfordringer for de professionelle musikskabere … Det kan føles som en Sisyfos-opgave at slå i streamingpuden, men vi må bare erkende, at når 90 % af musikomsætningen hos musikselskaberne kommer fra musikstreaming, så er det afgørende, at vi fortsat hæver musikskabernes stemme.”, sagde Tobias Stenkjær i sin beretning.
Årets valgkomite
For tredje år i trak fremlagde årets valgkomite deres arbejde for generalforsamlingen. Medlemmerne, Carla Schack, Claus Rydskov og Gry Colding Ebbesen, fortalte om arbejdet med at øge diversiteten i DPA’s udpegning til poster og i medlemskredsen. Alle medlemmer af DPA kan melde sig til at sidde i DPA’s valgkomite. Bestyrelsen nedsætter en ny komite hvert år, så den har en så divers sammensætning som muligt.
Nye medlemmer af bestyrelsen
Ved generalforsamlingen stoppede Stine Kinck i DPA’s bestyrelse. Hele bestyrelse sagde en stor tak til Stine for hendes store indsats. Og et stort velkommen til Ilang Lumholt, der blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem i DPA.
I DPA’s bestyrelse sidder nu Tobias Stenkjær, Mathias Madsen Munch, Julie Aagaard, Gisli Gislason, Mattis Rødsten Jacobsen, Naja Rosa Koppel og Ilang Lumholt.
Som suppleanter til bestyrelsen blev Pernille-Leeloo Ottosen Bach, Claus Frovin og Viktoria Siff Hansen valgt.
Foto: Kim Vadskær