Elitepuljen 2022

Nu er der endnu en gang åbent for ansøgninger til Elitepuljen. Der er ansøgningsfrist 10. november.

12. oktober 2022

Nu åbnes der endnu en gang op for Elitepuljen.

 

Puljen, der administreres af DPA under Koda Kultur, blev søsat sidste år, med det formål at støtte den professionelle elite i den danske musikbranche, der arbejder med både det nationale og internationale kommercielle marked. Ved at støtte denne del af branchen, er målet at øge indtægterne i dansk musik generelt, til gavn for alle lag af branchen.

 

Hvem kan søge puljen?

Du kan søge puljen, hvis du er medlem af Koda som autor. Du skal minimum have tjent 150.000 kr. i Kodaindtægt i løbet af de sidste tre år. Hvis du ikke har den Kodaindkomst endnu, skal du kunne dokumentere at være del af et projekt rettet mod et større kommercielt marked i Danmark eller mod det internationale marked med en udgivelse på vej eller allerede ude. 

 

Hvornår?

Puljen har frist den 10. november kl. 23.59. Puljen kan kun søges én gang om året.

 

Beløb

Puljen uddeler som udgangspunkt legater på mellem 50.000-200.000 kr. Puljen er på i alt 1 million kroner og kan søges én gang om året.

 

Hvad kan du søge til/hvad er kriterierne?

  • I din ansøgning skal du kunne dokumentere at der er et momentum for dit projekt, hvor du med dine samarbejdspartnere, vil kunne udvide dit marked markant med det rigtige økonomiske skub fra denne pulje.

  • Du skal kunne dokumentere at være del af et projekt rettet mod et større kommercielt marked i Danmark og/eller meget gerne mod det internationale marked.  

  • Der skal være bekræftede samarbejdspartnere, som skal oplistes i ansøgningen.

  • Projektet skal gennemføres senest et år efter tildelingen af støtten.

  • Du kan ikke søge om fuld finansiering

  • Generel drift kan der ikke søges til

 

Legatudvalg

  • Viktoria Siff Hansen, sangskriver, vokalcoach og artist

  • Lars Ankerstjerne, sangskriver og artist

  • Brandon Beal, sangskriver og artist

SØG ELITEPULJEN HER

Alle navne, der modtager støtte offentliggøres på Koda Kulturs hjemmeside.
Hvis du modtager midler fra Elitepuljen i 2022, kan du ikke søge den i 2023.

 

Elitepuljen er muliggjort af Kodas Kulturelle Midler. Midlerne kommer fra op til 10% af Kodas nettoindtjening - det vil sige fra musikskaberne selv.