Hvordan går det til, at en 24-årig dansker lige pludselig leverer beats til Drake og er nomineret til en Grammy? Vi har snakket med DPA-medlem Anton Kühl-Jørgensen, der på trods af sin unge alder allerede har nået nogle ret vilde milepæle.
Til daglig bor Anton, der går under producernavnet Asoteric, i Los Angeles, men han er i Danmark i disse dage. Og selvom det også er for at holde lidt ferie, bliver der stadig lavet musik. Man kunne ellers godt unde Anton et lille break, hvis man ser på, hvad han har opnået i løbet af de sidste par år – et samarbejde med Drake på nummeret ’Money in the Grave’, der pt. har 600 mio. streams på Spotify og en Grammy-nominering i kategorien ’Best R&B Song’ med nummeret ’Do It’ med duoen Chloe X Halle.
Jonas Jeberg som papfar og mentor
Producerkarrieren startede på Bornholm, da Anton gik på efterskole. Her havde han et valgfag, hvor han lærte at bruge Logic. Allerede dengang blev han godt hjulpet på vej af sin papfar, Jonas Jeberg, der er sangskriver og har arbejdet med navne som Nicki Minaj, Kylie Minogue og Panic! at the Disco. Jonas blev som en slags mentor for Anton og gav ham sparring. I 2012 flyttede Anton med sin mor og papfar til Los Angeles.
”I L.A. fik jeg gode kontakter og arbejdede med folk her og der. Jeg arbejdede dog mest sammen med en god ven fra high school, Ljay Currie, og jeg lavede beats til fem numre på hans gennembruds-EP.”
”Hvis Toronto vinder, udkommer sangen”
Det var også gennem vennen Ljay, at vejen til verdensstjernen Drake skulle gå – om end vejen var lidt kringlet. Tilbage i 2018 spiller Anton et beat for Ljay, som sender beatet videre til en af sine gode kontakter. Denne kontakt snakker med Drake og aftaler at sende ham en beatpakke, hvor et af Antons beat er med i.
”På et tidspunkt får jeg et screenshot af en besked fra Drake, hvor han siger at mit beat er dope! Og en måned senere får jeg så en video af Drake i studiet, der rapper på mit beat. Det lyder superfedt, men vi aner stadig ikke, om det kommer ud.”
Herefter hører Anton ikke noget, indtil én uge før nummeret udkommer:
”Vi får at vide, at hvis Toronto Raptors, som er Drakes yndlingshold, vinder kampen om mesterskabet om en uge, så udgiver han sangen.”
Og selvom Anton ikke følger med i basketball, fulgte han netop denne kamp intenst:
”Vi havde ikke noget tv, så jeg måtte lytte til kampen gennem ESPN’s app.”
Toronto Raptors ender med at vinde kampen, ”Money in the Grave” udkommer dagen efter, og herefter tager det fart for Anton.
Fællesbesked med yndlingsartist
I månederne efter Drake-udgivelsen er Anton rundt til en masse møder og sessions. Han har kort tid inden fået en management-aftale og med hjælp fra dem, samt papfaren Jonas Jeberg, navigerer han rundt i de mange tilbud om bl.a. publishing-aftaler. Anton fortæller om en periode med ”tryk på”, men også en periode, der kom nogle gode samarbejder ud af – blandt andet en mulighed for at arbejde med yndlingsartisten PartyNextDoor:
”Under et møde med Ryan Press (præsident i Warner Chappell U.S. A&R), blev jeg sat på en fællesbesked med PartyNextDoor. Jeg sendte ham en pakke med beats, men der gik flere måneder uden svar. Jeg blev nervøs og tænkte, om jeg havde gjort noget forkert: havde jeg sendt for mange beats, var de ikke gode nok, og sådan noget.”
Der var dog ikke grund til at være nervøs, for sangen kom med på PartyNextDoors næste album.
”Congrats on the Grammy, bro”
Det var i samme periode, at den nu grammy-nominerede sang ’Do It’ blev til. Det var til en session med den legendariske producer Scott Storch. Sangen kom ud nogle måneder efter, og en dag får Anton en overraskende besked fra en bekendt, hvor der står ”congrats on the grammy, bro”.
Selvom Anton er stolt af nomineringen og mener, at den har en god chance for at vinde, er det ikke noget han blærer sig med:
”Jeg ser det meget som en holdindsats. Jeg er nok også lidt en ”humble” fyr.”
Derfor passer det også Anton fint, at prisuddelingen i år, pga. corona, bliver uden det store sædvanlige show:
”Det bliver ikke rød løber, men i stedet rød morgenkåbe”, griner Anton.
Vil fortsat udnytte netværk
Når man som 24-årig allerede har arbejdet med sin yndlingsartist, leveret beats til verdens måske største rapper lige nu og er nomineret til en Grammy – hvad er så næste skridt?
”Jeg har en liste over artister, som jeg gerne vil arbejde med. Jeg vil blive ved med at sende ting ud og udnytte det stærke netværk, jeg har fået opbygget. Derudover kunne jeg også godt tænke mig at arbejde med nogle danske rappere.”
Anton fortæller, at han i øjeblikket også bruger en del tid på et passionsprojekt med en god ven, som er i en lidt anden stil. Samtidig eksperimenterer han også med at lave noget som artist selv. Og selvom han godt kan mærke stilstanden i branchen i disse corona-tider, holder Anton ikke pause med at lave musik:
”Jeg er vant til at arbejde alene. Jeg har altid tænkt, at jeg kan lave musik hvor som helst. Det eneste jeg har brug for, er en computer, wi-fi og nogle højtalere.”