17. november 2025
Søndag den 16. november blev landets musikskabere hyldet da DPA, foreningen for professionelle sangskrivere og producere, holdt deres årlige prisfest hos Nordisk Film i Valby.
Aftenens hovedpris, Den kommercielle musikskaberpris, er gennem årene blevet tildelt en række markante skikkelser, der har skabt ord og toner som millioner af mennesker har sunget med på - både her til lands og i resten af verden. Internationale succeser som Infernal og Michael Learns to Rock, og folkekære navne som Shu-Bi-Dua og Medina har modtaget hæder fra deres kollegaer.
I år gik Den kommercielle musikskaberpris til én med en kæmpe fanbase, der strækker sig fra København til Kina – nemlig Christopher:
“Han blev udråbt til den nye Thomas Helmig og meget andet. Men denne modtager er ikke den nye noget eller nogen som helst. Han er 100 % den første, den eneste. Han er den, hvis talent, arbejdsmoral, vedholdenhed og ikke mindst succes som mange fremover vil blive målt op mod”, sagde DPA’s forperson Tobias Stenkjær, da har overrakte prisen.
I sin takketale sagde Christopher bl.a.:
“Jeg har en følelse af at have knoklet succesen hjem. Det har ikke nødvendigvis været talentet, der har båret det. Det har været disciplinen: at stå tidligt op og spise sine havregryn. Jeg vil allerhelst sidde i studiet og lave musik hele tiden, men det hårde arbejde er at få boots on the ground. Det er altafgørende, især hvis man vil noget internationalt.”
Musik er en kollektiv ting
Gennembrudsprisen bliver givet til en musikskaber, der i løbet af det seneste år, har taget sin musikalske karriere til det næste niveau. Netop dét må man sige at producer Carmen Tynell, også kendt som TMI Tammi, har gjort.
Prisen blev overrakt af Mattis Jacobsen, der lagde vægt på både hendes resultater såvel som hendes tilgang i studiet:
“Hun har leveret produktioner, der spænder fra indie-pop til kommerciel pop og hip-hop - og hun har endda kastet sig ud i internationale projekter i Sydkorea. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være i studiet med hende, og jeg må indrømme: Når man arbejder med hende, føler man sig i virkelig gode hænder. Hun tager styringen i rummet på en måde, hvor alle føler sig set, hørt og løftet på et ekstremt professionelt niveau.”
Carmen Tynell sendte i sin tale særligt anerkendelse videre til hendes mange dygtige samarbejdspartnere:
“For mig er musikken en meget kollektiv ting, og det er i samarbejdet med andre, at jeg nyder mest at være i den. Jeg tror på, at når vi åbner den kreative proces op og lukker hinanden ind, så kan musikken blive endnu bedre.”
Carmen Tynells navn bliver dermed tilføjet til en liste af tidligere prisvindere, der består af navne som Eee Gee, Mekdes og Gilli.
Revyens fornyere blev hyldet i jubilæumsår
Der blev også uddelt en række påskønnelsespriser til dem, der har arbejdet for fællesskabet og fagligheden. I år kan dansk revy fejre 175-jubilæum, og det blev markeret med en anerkendelse til Pernille Sørensen, tekstforfatter, skuespiller og meget mere. Direktør for RevyDanmark, Jani Methmann overrakte prisen:
“Påskønnelsesprisen gives til én, der har bidraget til både foreningen og fagligheden. Hun har gjort en stor indsats for at få nye stemmer inden for revyen. Hun har været med til at skabe en række workshops for at lære nye tekstforfattere op i fagligheden, det er noget, vi sætter stor pris på i RevyDanmark”.
Pernille Sørensen kunne desværre ikke være med på aftenen, men I hendes takketale, der blev læst op af hendes kollega Gunvor Reynberg, sagde hun:
“Da jeg trådte ind i revyens verden, kunne jeg stort set kun vælge mellem tekster, hvor jeg skulle spille den sure kælling eller den dumme blondine. “Hvis du vil synge eller spille noget andet, må du selv skrive det” var der én, der sagde. Og det gjorde jeg så. Revylandskabet har heldigvis forandret sig siden da, men der er stadig plads til meget mere mangfoldighed, vildskab og ukrudt i danskernes forlystelseshave.”
Påskønnelsespriser til hip-hop og metal
Anna Vigsø, også kendt under kunstnernavnet NØX, modtog en påskønnelsespris for sit store arbejde inden for hip-hop. Hun blev af Camma Okotie, bestyrelsesmedlem i DPA, kaldt for “lidt af et powerhouse”, da hun overrakte prisen:
“Hun startede sin karriere i battle-rap miljøet, da hun var 13 år og blev senere kendt for sine rå tekster og unikke lydunivers, der var og er banebrydende indenfor hip-hop og pop. Ved siden af sin egen musik er hun sangskriver og stiftede Misfitz, Danmarks første rapskole for unge kvinder og queers. Hun er derudover den første rapper nogensinde til at blive optaget på musikerlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium i København.”
I sin takketale sagde NØX bl.a.: “Min mor er en baddie. Det livsråd, hun har givet mig og mine fem søskende flest gange, mens hun har siddet i køkkenet og kæderøget, har været: “Så længe I ikke laver porno, må I gøre, hvad I vil”. Hun havde nok ikke regnet med, at hun skulle se sin datter blive rapper. Men ærligt, det var det tætteste, jeg kunne komme på.”
Der blev også givet en påskønnelsespris til Andreas Krüger, der haft stor succes inden for metallens, såvel som poppens verden:
“I DPA ser vi det hårde arbejde og anerkender alsidigheden. Genre er ikke en barriere for denne mand, der benytter sig af sit håndværk - netop sangskrivningen. Han kan skrive et hit, uanset om du vil råbes i hovedet, danse natten lang eller mærke dit hjerte længes.”
Andreas Krüger sagde i sin takketale: “Jeg blev virkelig overrasket over at modtage DPA’s påskønnelsespris netop lige nu. I øjeblikket har jeg trukket mig lidt tilbage for at arbejde på egne projekter og har ingen aktuelle udgivelser ude. Derfor betyder det ekstra meget for mig at modtage den, fordi prisen viser, hvordan vores branche stadig bygger på fællesskab, respekt og personlige relationer - og det gør mig utrolig glad.”
ÅRETS PRISER 2025
Den kommercielle musikskaberpris
Christopher
Gennembrudsprisen
Carmen Tynell (TMI Tammi)
Kodas kulturelle midler muliggør, at der følger 30.000 kr. med den kommercielle musikskaberpris og 20.000 kr. med gennembrudsprisen.
Påskønnelsespriser
Andreas Krüger
Anna Vigsø (NØX)
Pernille Sørensen
Der følger 15.000 kr. med hvert påskønnelseslegat. Midlerne er fra Tekst og Node.
For yderligere information kontakt
Oliver Gorm Aabo, kommunikationsansvarlig i DPA
Telefon: 20 43 11 60 mail: oliver@dpa.org
Foto: Kim Vadskær
