Dansk Melodi Grand Prix 2021: Flere DPA-medlemmer med

På lørdag d. 6. marts løber Dansk Melodi Grand Prix 2021 af stablen. Igen i år er der en række DPA-medlemmer bag sangene. Vi har snakket med nogle af dem om deres bidrag.

Lørdag d. 6. marts løber Dansk Melodi Grand Prix 2021 af stablen. Igen i år er der en række DPA-medlemmer bag sangene. Vi har snakket med nogle af dem om deres bidrag.

 

Anna David

Anna David, der var med i 2014 som artist og sangskriver, har skrevet nummeret ’Hvileløse hjerter’ sammen med Nicolai Levring og Casper Sørensen til artisten Nanna Olivia. Om nummeret fortæller hun:

”Den blev skrevet i en session i 2020, hvor jeg har fordybet mig i sangskrivningen, eksperimenteret med musikken og fundet tilbage til kærligheden til at skrive sange – og ikke nødvendigvis sange til mig selv. Jeg kunne mærke, at denne sang ikke passede til hvor jeg er i livet, og kom straks til at tænke på Nanna Olivia. Jeg har mange gange tænkt, at det kunne fedt at have en sang med til DMGP igen, så jeg tænkte ”hvorfor ikke prøve?”. Og så lykkedes det sgu. Kæmpe optur i en ellers svær tid for vores branche.”

Anna David fortæller at sangen allerede har fået god modtagelse på streamingtjenesterne. Her er den blevet tilføjet til over 400 playlister på Spotify.

”Det synes jeg er et flot tal af en helt ny artist. Og det vokser hver dag. Det bliver spændende at se hvad DMGP kommer til at gøre for sangen – og ikke mindst for Nanna Olivia som artist.”

 

Jeppe Pilgaard

Jeppe Pilgaard er med i årets Melodi Grand Prix med nummeret ’Står lige her’, der udover Pilgaard er skrevet af Jacob Jørgensen, Adam Kalwa, Patricia Namakula Mbabazi og Emma Nicoline. Sidstnævnte er også artist på sangen. Selve processen for nummeret begyndte en del år tilbage, fortæller han:

”Den oprindelige skitse til sangen blev lavet helt tilbage i 2014 til et andet projekt, der ikke rigtig blev til noget, så demoen kom ikke videre. I sommeren 2020 skriver Emma Nicoline til mig på Instagram, at hun gerne vil have mig til at hjælpe med hendes sange. Vi startede et godt rigtigt godt samarbejde, og jeg kom i tanke om den gamle demo, som vi havde på fornemmelsen kunne blive rigtig fed med Emma. Så gik vi i sangskriver-mode og fik sangen gjort færdig sammen de andre sangskrivere på nummeret. Og en måneds tid senere blev Emma spurgt af DR om hun ville deltage i DMGP med sangen.”

Om samarbejdet med Emma Nicoline fortæller Jeppe Pilgaard:

”Vi vil gerne lave sange, der handler om noget seriøst og relaterbart. Det er planen og forhåbningen at skabe en langvarig karriere for Emma som artist. Jeg håber at sangen også får et liv i radioen og på streamingtjenesterne, og at den bliver et hit, uanset hvad der sker til Melodi Grand Prix.”

 

Chief 1

Lars Pedersen, der nok bedst er kendt som Chief 1, deltager i år med sangen ’Højt over skyerne’, som han fremfører sammen med Thomas Buttenschøn. Nummeret er skrevet af dem begge sammen med Nermin Harambasic.

”’Højt over skyerne’ er en organisk uptempo sang, der handler om den fantastiske følelse, det er at være forelsket. Ikke kun i hinanden, men verden omkring os – i hvad som helst. Det er den der lidt melankolske lykkefølelse, hvor man svæver over skyerne. Det handler om nærvær og de mennesker vi holder af og har omkring os. Musikalsk er det lidt i Motown-stilen, og vi kommer med et 14-mandsorkester live”, fortæller Chief 1.

”Jeg skrev riffet for over tre år siden, og så har den ligget og modnet. Jeg mener aldrig at en sang er skrevet forgæves, og nu passede den lige ind i den ”vibe” jeg havde. Den skal ud at sprede noget lykke, positivitet og optimisme. Det har vi brug for efter det seneste år.”

Chief 1 har vundet Dansk Melodi Grand Prix hele tre gange som sangskriver: i 1997 med Kølig Kaj og 'Stemmen i mit liv', i 2012 med Soluna Samay og 'Should've Known Better' og i 2015 med Anti Social Media og 'The Way You Are'. Og i år er han så selv med som artist:

”Det er jo en kæmpe forskel. Jeg har siddet ude og leget Sepp Piontek. Nu skal jeg ind og være Preben Elkjær. Så håber jeg bare ikke, at jeg brænder” griner han. ”Men det er selvfølgelig en fantastisk mulighed at være med. Også selvom man ikke vinder.”

 

Clara Sofie Fabricius

Clara Sofie Fabricius har skrevet nummeret ’Beautiful’ sammen med Johannes Nymark, Andreas Jensen og Jesper Hjersing Sidelmann. ’Beautiful’ fremføres af Jean Michel. Om sangen fortæller hun:

”Den handler om retten til at være god nok som man er og slår et slag for mangfoldighed og diversitet. Det er en stærk popsang med et vigtigt budskab. Sangen blev faktisk oprindelig skrevet til World Pride, men det var usikkert om det ville blive til noget. Så syntes vi at den passede godt til Melodi Grand Prix, og derfor sendte vi den ind.”

”Der er mange, der har spurgt mig hvorfor den er så kort. Men sådan er den bare – den er også smuk som den er. Og så kan man jo spole tilbage og høre den igen”.