Der er netop åbnet for ansøgninger til den helt nye eliteuddannelse i sangskrivning og produktion, Danish Songwriting Academy, som DPA har været en af drivkræfterne bag. Hvis du har lysten til en karriere på professionelt niveau, hvor du skriver og producerer for og sammen med andre, vil uddannelsen være noget for dig, for den kan give dig den viden og det netværk og håndværk, der skal til for at arbejde professionelt i branchen.
Hvem er uddannelsen for?
Der er plads til 12 studerende på første årgang på den nye uddannelse, og for at blive optaget skal du allerede nu skrive sange og producere på et niveau, hvor der lige er brug for det sidste skub til en karriere som professionel sangskriver eller producer. Uddannelsen er målrettet talenter, der gerne vil skrive til og sammen med andre. Du kan godt have en artistbaggrund, men det vil ikke være din egen karriere som artist, der er i fokus på uddannelsen.
Når det vurderes, hvem der kommer ind på uddannelsen, så kigges der på dine evner, talent og erfaring, ikke på dine eksamenspapirer. Der er ingen karakterkrav eller krav om forudgående skolegang for at søge ind på uddannelsen.
I denne video kan du få et indblik i livet på skolen og møder nogle af de professionelle sangskrivere/producere og branchefolk, som bliver en del af hverdagen på Danish Songwriting Academy.
Uddannelsen foregår i tæt samarbejde med den danske musikindustri og med internationale branchefolk og sangskrivere/producere. Det betyder eksempelvis, at A&R’s fra en række både større og mindre musikselskaber vil gæste skolen og give dig og de andre studerende konkrete opgaver, hvor I skal give jeres bud på sange til en bestemt artist.
Læs mere og ansøg her
Du kan læse meget mere om uddannelsen og ansøge på uddannelsens hjemmeside www.dsacdemy.dk. Du kan også følge skolen på Instagram og Facebook.
Der er ansøgningsfrist mandag d. 10. maj 2021. Hvis du ikke finder svar på dine spørgsmål på hjemmesiden, kan du skrive til info@dsacademy.dk. Der er i øvrigt 25 pct. rabat til de studerende på 1. årgang.
Foto: Thomas Rasmussen