8. april 2022
Kodas bestyrelse er sammensat af sangskrivere, komponister, producere og musikforlæggere, der er med til at sætte retningen for det danske forvaltningsselskab. I år er der ved Kodas generalforsamling valg til tre pladser til dem, der skaber musikken: sangskrivere, komponister og producere. Blandt de opstillede kandidater er tre medlemmer af DPA. Vi har spurgt dem, hvorfor de stiller op og hvad de gerne vil bidrage med i Kodas bestyrelse.
Husk at hvis du gerne vil stemme på en kandidat til Kodas bestyrelse, skal du tilmelde dig senest den 20. april kl. 12.00. Det er både muligt at deltage fysisk og online i Kodas generalforsamling. Generalforsamlingen bliver afholdt 25. april. Læs mere her.
Mød tre kandidater til Kodas generalforsamling
Sangskriver og tekstforfatter Annette Heick
Kan du fortælle lidt om dig selv som kodamedlem?
”Jeg har udgivet to albums på eget forlag, og gennem det meste af mit liv og særligt de seneste 20 år, har jeg som udøvende kunstner været opmærksom på vigtigheden af at udfylde kodalister og kreditere de mennesker, der skaber og arbejder professionelt med musik. Jeg har været medlem af Koda siden 1989.”
Hvorfor stiller du op til Kodas bestyrelse?
”Jeg stiller op fordi jeg gerne vil arbejde for at vi står sammen om at styrke og fastholde det store repertoire i Koda, så der kan blive lavet de bedste aftaler på vegne af alle medlemmer. Det kræver solidaritet i branchen og det kræver også, at vi bliver skarpe på at fortælle, hvad Koda kan, og hvad Koda er."
Producer Daniel Salcedo Mirza
Kan du fortælle lidt om dig selv som kodamedlem?
”Jeg har arbejdet tæt med alle de danske multinationale pladeselskaber, leveret musik der har fået tildelt Guld- og Platincertificeringer på baggrund af salg, udviklet artister, vundet det engelske Melodi Grand Prix og drevet eget forlag de sidste mange år. Jeg har været medlem af Koda siden 2008”
Hvorfor stiller du op til Kodas bestyrelse?
”Det handler om at have nogle gode rammer for at kunne skabe musik og Koda er del af den ramme. Koda er vores værktøj, vores stemme og vores fælles ansvar. I Koda er vi alle forskellige nok til at være uenige, men på samme tid står vi alle med samme udfordringer. Jeg håber på at blive valgt ind, da jeg brænder for, at vi i branchen respekterer mangfoldigheden, med ophavspersonens værdier i fokus.”
Producer Kasper Larsen
Kan du fortælle lidt om dig selv som kodamedlem?
”Til daglig arbejder jeg som producer og sangskriver. Jeg har selskabet APEX ONE der arbejder med talentudvikling, publishing og pladeselskab. Jeg har været medlem af Koda siden 1992.”
Hvorfor stiller du op til Kodas bestyrelse?
”Koda og de øvrige forvaltningsselskaber har længe været en stor interesse for mig, og de danner grundstammen for os alle i musikbranchen. For mig er det vigtigt, at vi alle er rustet til, hvad det vil sige at arbejde med musik som erhverv i dag. Det er vigtigt for at kunne koncentrere sig om det det hele handler om - at skabe spændende, livgivende og fascinerende musik.”
Se alle de opstillede kandidater til Kodas bestyrelse her.
Foto: Anette Heick af Ditte Capion