Jeg stiller op til bestyrelsen i DPA, fordi jeg ønsker at styrke vilkårene for musikskabere og sangskrivere – både kunstnerisk, fagligt og økonomisk. Jeg vil bidrage til at udvikle DPA som en stærk, nærværende og relevant forening, der skaber reel værdi for medlemmerne.
For mig er det centralt, at DPA er et sted med plads til kreativ sparring, fordybelse og vidensdeling – et levende fællesskab, der inspirerer og understøtter udvikling. Samtidig er det vigtigt at arbejde for at forbedre de økonomiske og professionelle rammer for sangskrivere.
Jeg har en baggrund som sangskriver, musiker og producer og har desuden erfaring med ledelse inden for kunst-, kultur- og uddannelsesinstitutioner. Jeg er pt ansat som rytmisk producent i Danmarks Underholdningsorkester. Derudover har jeg de seneste fire år været suppleant i DPA’s bestyrelse, hvilket har givet mig et indgående kendskab til bestyrelsens arbejde.
Hvem sikrer, at du faktisk får betaling for det, du skaber?
Det handler ikke kun om AI eller politik. Det handler om dine splits, dine streams og dine rettigheder.
Jeg stiller op til DPA’s bestyrelse, fordi alt for meget værdi stadig forsvinder mellem det øjeblik, du skaber musik - og det øjeblik, du bliver betalt.
Jeg har selv været der. Sessions, cuts, releases. Arbejdet med John Legend og Christopher, opnået platin, over 500 mio. streams og vundet Melodi Grand Prix.
I dag er jeg jurist på Rigshospitalet med ansvar for at forhandle og indgå komplekse aftaler med nogle af de stærkeste tech- og industrispillere. Jeg sikrer, at rettigheder og betaling ikke bliver forhandlet væk.
Hvis ikke vi står skarpt nu, bliver vilkårene sat uden os - og så er det dine rettigheder og din indtjening, det går ud over.
Stem på mig, hvis du vil have en stærk juridisk og strategisk stemme for dine vilkår - én, der både beskytter dem og kan flytte dem.
Mit navn er Gudny Sjøfn Olafsdottir. Jeg ønsker hermed at stille op til bestyrelsen.
Jeg har tidligere været en del af Valgkomitéen, hvor jeg fik et solidt indblik i DPA’s arbejde og de prioriteringer, der former vores fællesskab. Det har givet mig lyst til at engagere mig yderligere i det politiske arbejde.
Jeg har arbejdet med musik siden 2002 som artist, musiker og sangskriver i både Danmark og Storbritannien. Derudover er jeg uddannet jurist og har erfaring med lovgivnings- og politiske processer på ministerielt niveau. Jeg bringer derfor både et strukturelt blik på de politiske og økonomiske rammer for musikskaberes arbejdsliv, juridisk indsigt i rettigheder og regulatoriske forhold samt konkret erfaring fra musikbranchens praksis.
Jeg er særligt optaget af rettigheder, gennemsigtighed, trivsel og mental sundhed i branchen samt udviklingen af et mere bæredygtigt arbejdsliv. Derudover brænder jeg for at styrke vilkårene for uafhængige og nicheprægede musikskabere, som ofte står uden for de etablerede strukturer.
Jeg ønsker også at bidrage til en kritisk og ansvarlig tilgang til AI samt til at adressere strukturelle udfordringer som alderisme og sexisme i branchen.
Jeg vil bidrage med engagement, faglighed og en stærk ambition om at styrke både fællesskabet og den enkelte musikskabers muligheder.
Jeg genopstiller til DPA’s bestyrelse, fordi DPA har været afgørende for hele mit professionelle liv. Jeg har været medlem i snart 20 år og det er gennem DPA at jeg fandt mine kollegaer, samarbejder og fællesskaber, som stadig er med til at bygge og udvikle min karriere den dag i dag.
Jeg har siddet seks år i bestyrelsen og været dybt involveret i foreningens arbejde. Jeg har også siddet i samtlige Koda-legatudvalg, sidder nu i KODA Projektpuljen, Tekst&Node og Slots- og Kulturstyrelsens Fonogramudvalg. Jeg kender derfor både DPA indefra og de mange rum, hvor vores medlemmer er afhængige af stærk repræsentation.
Jeg ønsker at fortsætte arbejdet for både vækstlaget og de etablerede medlemmer. Vi skal værne om det stærke fællesskab i DPA og skabe flere anledninger til, at medlemmer mødes, arbejder og står stærkere sammen. Samtidig skal vi ruste DPA til fremtiden - ikke mindst i forhold til AI, tech og nye forretningsmodeller.
Jeg kommer med erfaring som sangskriver, entreprenør og bestyrelsesmedlem, men også med en forretningsmæssig værktøjskasse fra CBS. Jeg stiller op, fordi DPA betyder noget helt særligt for mig - og fordi jeg vil være med til at sikre, at fællesskabet og foreningen står endnu stærkere i fremtiden.
Mit navn er Tina Bom Svendsen, og jeg stiller op til bestyrelsen i Danske Populærautorer. Jeg har mere end 30 års erfaring som sanger, komponist.
Siden 1991 har jeg samarbejdet med DR’s børne- og ungdomsafdeling og bidraget til programmer som Skrål, MGP, Lille Nørd og Abdullas Lampe samt dokumentarer, jingler og tv‑koncepter. Derudover har jeg arbejdet med børneteater, musicals, film og større live‑produktioner i både kunstneriske og ledelsesmæssige roller.
Jeg har været tillidsrepræsentant på DR, og har udover det 9 års erfaring med bestyrelsesarbejde. Jeg ønsker at bidrage til en bestyrelse, der værner om forbundets historie og værdier, styrker fællesskab og sammenhold og sikrer ordentlige vilkår for skabende kunstnere – og et sammenhold på tværs af generationer og genrer.
Jeg har de sidste fem år haft det store privilegium at sidde som DPA’s forperson. Og hvilke fem år. Både omverdenen og vores branche har set omkalfatrende forandringer fra opgøret med sexismeorganiseringen omkring de kulturelle midler i Koda og den største trussel mod vores erhverv nogensinde: kunstig intelligens.
Jeg genopstiller, fordi jeg mener, at DPA’s stemme er vigtigere end nogensinde i kampen for det professionelle erhverv som musikautorer.
For det er også lykkedes at styrke DPA’s position gennem næstforpersonskabet i Koda, Vice Chair i APCOE og dermed ECSA’s bestyrelse, stor indflydelse i Tekst & Node, SPOT’s bestyrelse og utallige paneler i ind- og udland. Og i fællesskab lykkedes med at -skabe et tydeligt sted i verden for vores forening ude på Gørtlervej.
Alt dette skyldes ene og alene de medlemmer, vi repræsenterer: De professionelle sangskrivere, tekstforfattere og producere. Det er jeres ord og toner, som vi skal kæmpe for at sikre de bedste vilkår.
Vi er kommet igennem første år af en ambitiøs fireårig strategi, hvor etableringen af Musikindustriens hus og Netværk blot er første skridt mod et endnu stærkere DPA som repræsentant for de professionelle og dem, som gerne vil være det.
Jeg ønsker at stille op til bestyrelsen i DPA.
Med over 25 års erfaring i musikbranchen – både foran og bag scenen – har jeg opnået et solidt indblik i både de kreative processer og de strukturelle vilkår, der præger musikskaberes karrierer i dag. Jeg har arbejdet med nogle af verdens dygtigste artister, sangskrivere og producere og er stærkt motiveret for at bringe denne erfaring i spil i DPA.
Jeg har i de seneste to år været suppleant i DPA’s bestyrelse og har allerede bidraget til arbejdet for bedre rammer for professionelle musikskabere. For mig er det centralt, at vi fortsat styrker fokus på fair betaling, rettigheder og bæredygtige karriereveje – særligt i en branche i hastig forandring.
Som bestyrelsesmedlem vil jeg bidrage med brancheindsigt, strategisk forståelse og et stærkt engagement i at udvikle konkrete initiativer, der skaber værdi for medlemmerne. Jeg er særligt optaget af professionalisering, musikeksport, genrediversitet samt udfordringer relateret til alderisme, sexisme og AI.
Jeg ønsker at være med til at sikre, at DPA forbliver en tydelig og relevant stemme for musikskabere – både nationalt og internationalt.
