DPA

For komponister og tekstforfattere

Vinderen er ...

2. september 2013
Pressemeddelelser
Vinderen af DPA og Bands of Tomorrows sangskriverkonkurrence er …
Foto: Pete Lamberto: Asbjørn Toftdahl

I juli lancerede DPA, foreningen for komponister, sangskrivere og tekstforfattere, og Bands of Tomorrow, et site for dansk vækstlagsmusik, en sangskriverkonkurrence for at støtte de talenter i Danmark, der skal skabe fremtidens musik og tekst. I alt 122 sangskrivere tilmeldte sig, og ud af de 20 finalister har dommerne nu udpeget én vinder, der skal med DPA til USA for at co-write med amerikanske sangskrivere i Nashville og netværke med musikbranchen i LA.

Hvem blev vinderen af sangskriverrejsen til USA?

Se videoen til højre hvor dommerne offentliggør vinderen.

Niveauet blandt de mange deltagere i konkurrencen var højt, så det var ikke en nem opgave for dommerne, sangskriver Thomas Stengaard (tidligere deltager på USA-turen), sangerinde og sangskriver Clara Sofie (skal deltage på USA-turen i år), Rasmus Fjelsted (DPA-ansvarlig for turen) og Simon Mark Sørensen (leder af Bands of Tomorrow), at vælge én vinder, men det blev den 21-årige sanger og sangskriver Asbjørn Toftdahl, som du kan møde her.

Tillykke Asbjørn, du er valgt til at være del af DPA’s sangskrivertur til USA. Hvorfor meldte du dig til DPA og Bands of Tomorrows sangskriverkonkurrence?

”Siden jeg i 2012 udgav min debutplade, 'Sunken Ships', har jeg arbejdet på nyt materiale. Jeg føler endelig, jeg har fundet min stemme og nu er jeg klar til at prøve at co-write. Jeg er ikke sikker på, jeg havde været klar til udfordringen for et år eller to siden. For at kunne navigere i co-writing, ikke mindst i ukendt territorium og kultur, tror jeg, man skal føle en stærk ro i sin egen kunstneriske integritet. Jeg kan mærke, at jeg er klar til at udfordre den, selvom svaghederne selvfølgelig har det med alligevel at vise sig, når man tager munden fuld. Men forhåbentlig ikke for fuld...”

Hvad håber du at få ud af rejsen til Nashville og LA som ung sangskriver?

Det er stort at skulle til USA, hvor de fleste af de sange, der har påvirket mig gennem min opvækst er skabt. Jeg var et rigtig MTV-barn, så det er klart mest det amerikanske pop og hiphop-marked, der har "skolet" mig. Artister som Britney, Destiny's Child, Missy Elliot og alle de der mainstream acts har defineret mit selvbillede gennem hele mit liv, og er grunden til, jeg sværger til popgenren. Den mere klassiske sangskrivertradition har jeg til gengæld primært fundet inspirerende i de skandinaviske lande. Jeg har stor respekt for Nashville-traditionen, men der er noget med nordisk harmonik og melankoli der rammer mig i hjertet – derfor synes jeg også at mødet er enormt spændende; hvordan kan min ærke-skandinaviske pop tilgang parres med en sangskrivertradition, så forankret som den, der lever i Nashville?

Jeg regner med at blive provokeret og presset ud i de helt store integritetsspørgsmål. Give slip, genvinde kontrol, tage ind, lukke af, inspireres og inspirere… fortæller en glad Asbjørn Toftdahl, der drager til USA om en måned med otte professionelle danske sangskrivere – udsendt af DPA.

Læs mere om DPAs sangskrivertur til USA

Video USA
Vinder af USA-sangskriverrejsen