DPA

For komponister og tekstforfattere

Stig Skovlind - 'Annies Bord'

13. september 2018

Stigs danske sange er normalt krydret med eksotiske rytmer og varme stemninger fra bl.a. Caribien og Sydafrika. Men med ’Annies Bord’ går han helt andre og nye veje og flirter for første gang med blues-genren.

Stig har som sædvanligt selv skrevet melodi og tekst, der er en herlig historie fra det virkelige liv og handler om hans farverige Tante Annie, der elskede at synge i kosteskaftsmikrofon, og som altid havde en ledig plads ved middagsbordet – hvis der nu skulle komme en bums forbi.

Han har haft idéen til sangen liggende i skuffen siden sin solo-debut i 1996, men den var på det tidspunkt så corny, at den skulle igennem mange omskrivninger for at blive til en sang. Samtidig dukkede et spændende riff op på hans guitar, som drejede sangen i en bluesagtig retning. Da riff’et kom i hænderne på den unge guitarkomet Nicolai Levring, voksede det med det samme og har nu en helt særlig kvalitet, der giver sangen sit tilbagelænede særpræg.

Annie var Stig Skovlinds tante. Hun var eksiltysker flygtet til Danmark efter 2. Verdenskrig og levede sammen med Stigs onkel Karl-Aage i et af Helsingørs ældste huse. De levede et meget simpelt liv. Karl-Aage tog lidt småjobs, men smuglede ellers cigaretter på HelsingørHelsingborg færgerne. Han var hverken kriminel eller guds bedste barn. Annie gik hjemme og fejede gulvet og hørte radio. Annie og Karl-Aage havde mange gæster, der dumpede ind på helt almindelige dage, og tit var køkkenet fyldt med mennesker der røg, drak kaffe, bajere og brændevin, og persongalleriet talte bl.a. alle byens løse fugle. Revl og krat.

Sangen hedder 'Annie’s Bord', fordi den handler om hendes hjerterum - hendes måde at vise kærlighed på. Men den kunne godt lige så godt have heddet 'Annies Blues'.

Stig Skovlind (vokal)
Claudia Campagnol (backing vokal)
Bobo Moreno (backing vokal)
Nicolai Levring (akustisk + elektrisk guitar)
Jonas Berg (keys)
Andreas Hatholt (el-bas)
Klaus Menzer (trommer)
Rune Harder Olesen (percussion)

Indspillet i Sund Sound Recording Studio Mix: Lars H. Nissen