DPA

For komponister og tekstforfattere

Soluna Samay - 'One More Reason to Hate Me'

27. marts 2019

De fleste af os kender udmærket følelsen: Man slår op med sin kæreste og ens verden vendes på hovedet. Singer-songwriter Soluna Samay tackler og formulerer denne situation med glimt i øjet og et overskud, der tydeligt signalerer, at hun både er kommet videre og har genantændt sin kreative flamme.  

Dette afspejles i Solunas nye iørefaldende single 'One More Reason to Hate Me', som er et indtagende stævnemøde mellem flere musikalske indtryk og udtryk.

Der kan både drages paralleller til skandinaviske åndsfæller som First Aid Kit, ligesom der er reminiscenser til Solunas opvækst i Guatamala i nummerets latinamerikanske vibe.  

Virkemidlerne er enkle, men effektive og smagfuldt doseret: sprød akustisk guitar, et vuggende groove, glockenspiel og diskrete blæsere omkrandser Solunas sødmefulde og selvsikre stemme. 

Elementer, som løfter sangens lyriske og melodiske styrke. 'One More Reason to Hate Me' er en veloplagt lille perle om et universelt tema, og et nummer, der viser en musiker og et menneske, som har genfundet sin styrke og troen på sig selv. 

Soluna fortæller om sangen: 
"Jeg var i et forhold, hvor jeg både mistede min kreative energi og mig selv. I forbindelse med vores brud fortalte min ekskæreste mig en masse grove ting, der handlede om hvordan han syntes, jeg var. Denne sang er min måde at svare igen på. Hvis han nogensinde hører nummeret, vil der netop være endnu en grund til at hade mig. Men jeg har det godt og traf det helt rigtige valg: ”Nobody to need, nobody to please and nobody here to judge me”, som jeg synger."

Lyt til 'One More Reason to Hate Me' på spotify her