DPA

For komponister og tekstforfattere

Søren Andersen - 'City Of Angels'

24. juni 2019

Så er den gal igen med Søren Andersen!

Den danske guitarist får den ene tossede ide efter den anden, men på en eller anden måde får han ført dem ud i livet med succes. Nu er turen kommet til noget så umoderne som en instrumental guitarplade i bedste Joe Satriani/Steve Vai-stil.

Og Søren Andersen kan noget med en guitar! Faktisk er han så dygtig, at han fortsat turnerer verden med Deep Purple-sangeren Glenn Hughes og spiller riffs, licks og soloer til de gamle klassikere og også er at finde på Glenn Hughes-soloplade ’Resonate’ som guitarist og coproducer. Og det har selveste Joe Satriani himself bemærket. 

"Det her er et livsprojekt. Jeg har altid haft den her type plade i mig. Jeg ved godt, det ikke er særlig hipt, men nu skal den bare ud. Faktisk var det soundtracket til ’Stranger Things’ med al dens 80’er-musik, der skubbede til mig. Det er min hyldest til en periode i 80’erne med 'Topgun' og 'Miami Vice'. Det er mere den slags temaer, end det er pral. Men alle mine 26 bedste tricks er med på pladen", siger guitarhelten om albummet, der har fået titlen ’Guilty Pleasure’

"Det er gået op for mig, at jeg efterhånden har et lille navn derude i verden, og jeg oplever ofte, at der står folk efter koncerterne og efterlyser musik fra mig. Så nu får de det fandme! Jeg kan mærke, at det er det rigtige at gøre, og jeg har modtaget masser af kærlighed til projektet", siger Søren Andersen.

Med på pladen er der fornemme navne som Red Hot Chili Peppers-trommeslageren Chad Smith, bassisterne Ida Nielsen og Marco Mendoza, Glenn Hughes – naturligvis – og andre kendte samarbejdspartnere herhjemmefra som Morten Hellborn, Michael Gersdorff Kristensen, Marcus Linnet og Simona Abdallah.

’Guilty Pleasure’ udkommer til efteråret, men allerede nu kan man høre singlen ’City of Angels’, hvortil videoen er skudt i netop Los Angeles, som nummeret er opkaldt efter. 

Se videoen til City of Angels her