DPA

For komponister og tekstforfattere

Signe Anna: 'Brug for'

26. juni 2020

For nogle måneder siden så livet en smule anderledes ud, end det gør nu. Signe Anna og Jonas Rendbo havde planlagt at skulle udgive en ny festlig single, og tænkt store tanker om, hvordan det skulle foregå. Men så blev alt sat på pause af coronakrisen, og da stemningen ændrede sig, virkede planerne pludselig ikke så oplagte. 

Som dagene og ugerne gik, gik det langsomt op for Signe Anna, at det hun havde brug for, var at være sårbar og følsom, og give lytterne noget ægte de kunne føle. 

Hvis nogen kan formidle sårbarhed, så er det Signe Anna, der med sin bløde vokal hiver os ind under dynen og helt tæt på. 

“Brug For” blev derfor den næste single - og sangen blev endda skabt i “coronafangenskab”. Signe Anna lavede en demo hjemme på sofaen, som hun sendte til Jonas. Herefter lavede Jonas musikken til, og arrangerede det hele så det var nemt og ligetil at indspille. Vokalerne blev lagt da genåbningsfase 1 trådte i kraft, naturligvis med afstand og håndsprit. 

“Brug For” handler om at ville give sin elskede ALT - alt hvad han, eller hun har brug for. At være besat af kærlighed, og ville give sig hen til det med hud og hår. En følelse, der for Signe Anna blev forstærket under lockdown, pga en intens ensomhed, og et underskud af fysisk kærlighed og omsorg fra venner og familie.