DPA

For komponister og tekstforfattere

Shy shy shy - 'Making a fool'

29. november 2017

På deres nye dansable single 'Making a Fool' skildrer Shy shy shy følelserne, der opstår i kølvandet på et forfejlet forsøg på at gøre det ideelle førstehåndsindtryk hos en person, som man har et godt øje til. Man har en idé om, hvordan det ville være at snakke med vedkommende - om hvordan man lynhurtigt ville falde i dyb samtale, grine indforstået og udveksle flirtende blikke, men når virkeligheden rammer, opstår der i stedet akavet stilhed og dårligt timede bemærkninger.

Siden Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard i 2014 skrev deres første sang sammen, har de gang på gang kreeret uhyre iørefaldende indiepop-sange med noget på hjerte. De har spillet på klubber og festivaler i både ind- og udland, fået masser af airplay og udgivet en rost EP (Love Songs, 2015), som Politiken beskrev som “sobert popsnedkeri med charme og en helt grundlæggende sans for appel”.

Tidligere på året udgav Shy shy shy singlen 'Beautiful Boys & Girls', og nu er de altså klar med sangen 'Making a Fool', hvor Simons stemme bevæger sig blidt ovenpå et musikalsk arrangement, der på fornemmeste vis illustrerer Shy shy shy beherskelse af synthpoppens dyder. Astrid Cordes’ korstemme smyger sig elegant omkring Simons fængende melodi i omkvædet, og således danner harmoni, melodi og rytmik tilsammen den perfekte og mildt melankolske ramme for lyrikkens omdrejningspunkt.

“Jeg tror, at alle har oplevet de her akavede situationer, hvor man så hjertens gerne vil efterlade et godt indtryk, men i stedet ender med at falde helt igennem. Jeg har i hvert fald. Lidt for ofte." fortæller Simon Kjeldgaard og Astrid Cordes supplerer: “Det føles så pinligt og ydmygende: Hvorfor sagde jeg også det? Hvorfor spurgte jeg ikke om det? og Hvorfor grinte jeg så højt af min egen joke? Lige pludselig er det soleklart, hvad man skulle have sagt i stedet, og man står tilbage med følelsen af forkerthed og et brændende ønske om at synke ned gennem gulvbrædderne og ud og væk“.