DPA

For komponister og tekstforfattere

Shy shy shy - 'Beautiful Boys & Girls'

7. september 2017

Den danske duo Shy shy shy er tilbage med fængende ny single.
Den nye single fra Shy shy shy klinger instinktivt både frisk og velkendt ved første lyt. De unisone vokaler står klokkeklart i et stramt, velkomponeret og detaljeret lydbillede, der er skabt i samarbejde med producer Rune Borup (Jacob Bellens, Vinnie Who m.fl.). Vokalerne sætter med det samme sangens tema i centrum; de unge og smukke mennesker der med deres tilsyneladende bekymringsfrie og succesfulde tilværelse får omgivelserne til at længtes efter samme status.

“Det er sangen om alle dem, der bare lige er lidt sejere end én selv.” - Astrid Cordes

Siden Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard i 2014 skrev deres første sang sammen, har de gang på gang kreeret uhyre iørefaldende indiepop-sange med noget på hjerte. De har spillet på klubber og festivaler i både ind- og udland, fået masser af airplay og udgivet en rost EP (Love Songs, 2015), som Politiken beskrev som “sobert popsnedkeri med charme og en helt grundlæggende sans for appel”.

“Beautiful Boys & Girls” udkom digitalt d. 8. september og er den første af flere nye sange, som Shy shy shy i den kommende tid vil præsentere for omverden.

Lyt til “Beautiful Boys & Girls” her.