DPA

For komponister og tekstforfattere

The Nielsen Sisters - 'Mum & Dad'

22. februar 2018
Efter koncerter i bl.a. Paris, Katowice, Berlin & Mexico City er dronningerne af uhyggelig smuk pop vendt tilbage til The Land of DKay og er gået i kirke.
Sammen med Simon ”Sailor” Toldam og musikere som Jakob Høyer, Henriette Groth, Nils Bosse Davidsen, Anders Banke og det elektroniske wiz kid Mads Emil Nielsen har de lavet 10 dunkle popsange, der med hvert deres ghost beat eller beroligende kosmiske pust insisterer på at være Årets Hit.
 
De første smuglyttere siger, at 'Revnede hjerter & ild' er en 'Solen er så rød mor' for det 21. århundrede: en vuggesang, der bærer dig ind i natten, hvor bålene brænder og ”mågerne skriger som vilde små piger / har lagt deres dukker i søvn”.
Andre læner sig om bord i titelsangen 'Mum & Dad', en road-movie gennem en ukendt ørken under en himmel af susende kometer, nordlys og Saturns hvirvlende ringe.
Andre igen kan ikke holde op med at synge med, når århundredets gospelkor i Life in The 21st Century bryder ud i ”Oh, Lord in the Desert of Man”.
Og sådan kan vi blive ved, og det gør vi, når den ene uhyggeligt smukke popsang efter den anden folder en verden ud, der på én gang er her og nu og samtidig mytisk, politisk langt ude i Det Tredje Årtusind.
 
Omkring Søster Nielsen og Søster Anjas stemmer roterer Danmarks vildeste legebarn Simon Sailor Toldams utællelige instrumenter og  stryger- og blæserarrangementer.
Albummet er Produceret af Jakøb Høyer, fordums trommeslager i The Raveonettes og netop nu på en never-ending world tour med Trentemøller. Mixet af den mangfoldigt prisbelønnede Mads Emil Nielsen, der også har givet musikken en femte, elektronisk, dimension af lysende kometer, stjernetåger og eksploderende galakser.
Cover, plakat og skive er designet af Thomas Joakim Winther.