DPA

For komponister og tekstforfattere

Mads Westfall - 'Den tid der er gået'

13. september 2018

På Mads Westfalls album 'Den tid der er gået' kan man høre, hvad der videre skete for Mona og Jesper Ravn fra Søren Kragh-Jacobsens lejrbålsklassiker 'Kender du det?', få vendt hans egen sang 'Den kommende tid' på hovedet i titelmelodien, og få en fornemmelse af, hvad Don McLeans 'American Pie' havde handlet om, hvis den var skrevet i Danmark i 1980-erne.

Mads Westfall præsenterer selv det nye album således:
”Det er et kunstnerisk projekt, hvor jeg har forsøgt at finde essensen af det, jeg har arbejdet med som sangskriver og entertainer de seneste 10 år. Jeg har udgivet en masse helt originale sange, men ude på scenerne har mine mange solo-optrædener været præget af de morsomme nye tekster, jeg har skrevet til danske og internationale hits. Så på det nye album har jeg taget de bedste af mine ”efterfølgere” til kendte sange, og sat ny musik til. Desuden har jeg udvalgt fem af mine egne numre og bearbejdet dem efter samme metode, omarrangeret musikken og fundet frem til et helt nyt udtryk. På den måde bliver 'Den tid der er gået' en slags opsamlingsalbum i 2. potens, hvor jeg både får samlet mine bedste tekster og melodier, og samlet op på historierne i dem.”

På landets scener er Mads Westfall nok bedst kendt som sanger og guitarist i den populære visetrio Halfdanskerne, som optræder med egne arrangementer og fortolkninger af digtere som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Han har også en aktiv solo-karriere, og har siden han i 2008 forlod juraen for at hellige sig musikken udgivet 5 albums med egne sange udover de 4, der er kommet med Halfdanskerne. Han har fået en del airplay på P4 og P5, og blev i 2015 nomineret som årets sangskriver ved DMA Folk for det poetiske album ”Spor”.

'Den tid der er gået' har Mads selv indspillet og produceret i et tæt samarbejde med Tom Kræmer Lindby. Jonas Ranum Brandt har til alle 10 sange lavet digitale forsider, der i sig selv er efterfølgere til de originale covers. 

Lyt til singlen 'Kender du deja-vu?' fra 'Den tid der er gået' her

Lyt til singlen 'Den tid der er gået', albummets titelnummer, her