DPA

For komponister og tekstforfattere

Kenneth Thordal - 'Den tid. Den Sorg'

18. marts 2019

Singlen 'Vi slår døden lidt ihjel', udkom i sommeren 2018. Kenneth Thordal skrev sangen for at hylde sin datter Fiona, der døde året før af kræft, blot 16 år gammel. Men det viste sig, at der var flere sange, der pressede sig på. Thordals album 'Den tid. Den Sorg' er på ingen måde kun et album om sorg, men helt naturligt ligger Fiona som en klangbund under det hele.

"Jeg troede, at jeg kunne lave et helt stille, indadvendt album om sorg, men sangene havde deres eget liv, så 'Den tid. Den sorg' handler også om alt muligt andet. Om at blive ældre og om at være i verden, uanset, hvad tilværelsen byder en. Jeg bliver nok aldrig helt færdig med at skrive om Fiona, men sådan må det også være. Sorg er ikke noget, der skal overstås, men noget man skal leve med og i. Derfor er albummet også fuld af afstikkere til øst og vest, vrede og glæde, smerte og håb og kærlighed, der strejfer forvildet rundt og prøver at finde hjem igen. Først og fremmest insisterer jeg på at forsøge at lade glæden over at have levet med Fiona i 16 år fylde mere, end sorgen over at have mistet hende," fortæller Kenneth Thordal.