DPA

For komponister og tekstforfattere

Jærv - ‘Var Der Nogen’

26. november 2018

‘Var Der Nogen’ er navnet på den nye single fra JÆRV, hvor Amanda Glindvad og Mathias Smidt synker ned i et lydunivers, der måske bedst kan karakteriseres som det mørke hjørne af kælder-festen lige inden alle bliver bedt om at forlade området. ‘Var Der Nogen’ er en komprimeret sag, hvor en fremadpiskende rytmebund af tunge trommer og bred bas skaber en platform for Amandas fortælling om to modsatrettede opfattelser af virkeligheden.

Amanda fortæller om sangens tekst:
Sangen ‘Var Der Nogen’ er om både forfølgelse og klaustrofobi i et forhold, hvor den ene part hele tiden skal overbevise og overbevises om, at den anden er der 110 procent. Det er om det stadie, man kan ryge ud på, hvor det kan blive en smule sygeligt og hvor man beskuer virkeligheden fra to meget forskellige sider”.

Mathias fortsætter og kommer ind på stemningen i deres nye sang: 

“‘Var Der Nogen’ repræsenterer for mig den samme krog af JÆRVs univers, som vi har haft udforsket på bl.a. Skurk, som var et af de første numre, vi skrev. ‘Var Der Nogen’ er en dyster sag, men der er noget sært opløftende over de lyse klange, der pludselig bryder frem i omkvædene, hvor Amandas konfronterende vokal sjovt nok også virker til at vise elementer af optimisme midt i det hele. Det er i hvert fald min tolkning af hendes levering – det kan meget vel være, at hun har en anden holdning, men det er jo det fede ved musik: Der er ikke nogen der har patent på sandheden”. 

Ved siden af den nye single udgiver JÆRV på samme tid sangen ‘Det Ville Ikke Være Særlig Smukt’, som er deres bidrag til en ny DR3-dramaserie, der kommer senere på måneden. 

‘Det Ville Ikke Være Særligt Smukt’ tager JÆRVs kærlighed til polyvoice-synthesizeren (en slags søster til den klassiske vocoder) og blander den med et pulserende linned af instrumenter, hvorpå Amandas appellerende vokal søger mod forståelse midt i den tiltagende intensitet. 

Mathias udtaler om sangen:
“‘Det Ville Ikke Være Særligt Smukt’ er for mig et godt eksempel på, at man nogle gange ikke behøver mere end tre akkorder og den helt rigtige melodi for at kunne mærke, at sangen bare er der. Om det resonerer med andre, kan vi jo kun gisne om, men Amanda og jeg sad med følelsen af noget specielt, da vi arbejdede med nummeret, og vi håber, at sangen kan ramme noget i folk, når de lytter derude – det ramte i hvert fald noget særligt i os”.

Lyt til 'Var Der Nogen' her