DPA

For komponister og tekstforfattere

Jacob Haugaard - 'Tidsangivelse'

14. november 2017

Jeg er født i 1952, og har siden jeg var 12 år gammel, gjort alt for at blive berømt. Jeg var sådan set ligeglad med, hvad jeg blev berømt for, bare jeg blev berømt. Jeg startede meget primitivt med at skrive lort og bæ på min jakke. Senere da jeg opdagede, hvor frisindet man blev af øl, vandrede jeg nøgen rundt i Århus, mens jeg spillede tværfløjte. Denne, mildest talt aparte opførsel, gjorde at folk fik øje på mig, og jeg fik tilbudt en pladekontrakt fra en af min storebrors gamle skolekammerater.

En uge før jeg skulle stille i Werners Studie på Frederikssundsvej med nu afdøde Ivan Horn som producer, sagde Nigel, en totalt udjunket amerikaner:”Jacob – you need a band”! Det havde jeg ikke tænkt over. På et par dage samlede jeg nogle, der kunne spille, og så øvede vi døgnet rundt i 5 dage. Dette var i februar 1977. Pladeselskabet krævede, at vi skulle hedde noget internationalt, så vi endte med navnet Sofamania. Den første LP: ”Århus by Night” udkom i oktober 1977 – derfor 40 års jubilæum i år.

Dette markerer jeg med albummet: ”Tidsangivelse”, hvor der er 14 spritnye sange. Siden min første LP med Sofamania er mit nye album nummer 15 eller 16 i rækken. Jeg elsker at skrive sange. Mange af dem handler om emner, der optager mig. Asger Jorn, elektrisk lys, kirkeure, min mor, Theodora Thomsen aus Schleswig Holstein, kærlighed, design og mine jakkesæt.

Jeg har allieret mig musikalsk med Kirkegaarden i Vester Skerninge. Vi har gravet dybt og arbejdet ud fra devisen, at når ingen gider spille min musik, kan vi lige så godt producere den, som det passer os. Her er alt fra tango til rock, og alle os der har været involveret, ønsker dig rigtig god fornøjelse med sangene og musikken. Et enkelt nummer Fri Fri Fri, er produceret i København af Kristian Borregaard og Søren Mikkelsen.