DPA

For komponister og tekstforfattere

Foto Kim Vadskær

Herrens Mark feat. Dorrit Christiansen - 'Vera's Sang'

5. september 2017

Og hvem er så Vera?
Jo, Vera er såmænd den samme kvinde, som Peter Vesth i mange år har sunget om i sangen 'Vera's Vinterven', hvor hun bliver fremstillet som en attraktiv, men noget letlevende kvinde.
Imidlertid har vi aldrig tidligere hørt sagen fra Veras side – kan hun have gode grunde til at agere som hun gør?
Det finder vi ud af i 'Vera´s Sang', hvor Vera tager til genmæle og utvetydigt får fortalt, hvorfor hun handler som hun gør – og her er Peter ikke helt uden skyld.

Sangen synges af Dorrit Christiansen, som til dagligt er sangerinde i bandet Herrens Mark, men i 'Vera´s Sang' er hun trådt i front og fremstiller Vera med overbevisning.
Musikken spilles af bandets øvrige medlemmer; Vagn Olsen på klaver, Bryan Hansen på bas, Jørgen Aage Jensen på percussion, samt Henning Weisdorf på westernguitar og kor. Vi har endvidere ”lånt” Kristian Rusbjergs virtuose færdigheder på harmonikaen.

Bandet Herrens Mark har eksisteret siden januar 2015 og er dedikeret til at spille Henning Weisdorfs sange, som er en skønsom blanding af eftertænksomme ballader, deciderede røverhistorier og uptempo sange indenfor singer/songwriter-genren.

Medvirkende:
Dorrit Christiansen: Sang
Vagn Olsen: Klaver
Bryan Hansen: Bas
Jørgen Aage Jensen: Percussion
Henning Weisdorf: Westernguitar og kor
Kristian Rusbjerg: Harmonika