DPA

For komponister og tekstforfattere

Hardinger Band - 'Sym-Fo-19'

5. januar 2018

En demo i en flyttekasse, et kassettebånd i bunden af bilen. Hardinger Band har været en tur i kroge og gemmer og har fundet en række nye numre, der aldrig er indspillet før, og de er nu blevet til det nye album ”Sym-Fo-19”. 

Albummet består af en samling numre, der er skrevet til Shu-bi-dua op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne, mens tre af Hardinger Band’s medlemmer var del af den danske succesgruppe.  Michael Hardinger står bag de fleste af de nye numre, mens Kim Daugaard og Jørgen Thorup, også fra Shu-bi-dua, samt "Krumme-komponist" Rasmus Schwenger også har haft en finger med på et par stykker. Teksterne har Hardinger Band skrevet i samarbejde i bedste musikkollektiv-stil, der også kendetegnede Shu-bi-dua-tiden. 

Sammen med guitaristen B-Joe og trommeslager Flemming Olsen er de tre originale Shub-gutter vant til at sætte gang i festen med de kendte Shu-bi-dua-numre som Sexchikane, Fed Rock og Hvalen Hvalborg, når de er ude at spille på koncertsteder landet over – nu under navnet Hardinger Band.  

Det nye album Sym-Fo-19 vil eksklusivt sælges i alle Søstrene Grene-butikker landet over og har allerede solgt guld (10.000 eksemplarer). 

Hardinger Band består af
Michael Hardinger: Guitar og sang 
Jørgen Thorup: Keyboard og sang 
B-Joe: Guitar og sang 
Kim Daugaard: Bas og sang 
Flemming Olsen: Trommer og ingen sang