DPA

For komponister og tekstforfattere

Freddy And he Phantoms: 'A Universe From Nothing'

21. april 2020

På Freddy And The Phantoms femte album A Universe From Nothing tager bandet hul på et nyt episk kapitel
i den historie de har skrevet på gennem det seneste årti. Døren til fremtiden er brudt op - og bandet befinder
sig i et dystopisk og faretruende univers, hvor truslen om undergang konstant lurer i kulissen. Der gives ingen
lette svar på det stærkt konceptuelle nye album som både har ladet sig inspirere af Dantes Guddommelige
Komedie, Stephen Hawkings En kort historie om tid og verdens nuværende klimakrise. Det tunge emnevalg
har også medført et tungere og hårdere musikalsk udtryk hos bandet, en musikalsk transformation som har
sendt bandet ind i et nyt heavy og scifi-rock univers, men uden at slippe bluesmusikkens grundlæggende
DNA.

“For at kunne forløse albummet har vi måttet ladet os inspirere af andre musikalske og litterære udtryk
end tidligere - og har både kigget tilbage og længere frem i tiden. Bach, Sabbath, Dio, Mastodon og
Rival Sons har alle vist noget af vejen, for blot at nævne en håndfuld. I bund og grund føler vi lige nu,
at vi har fundet vores egen sound og niche og fordi den både kan pege frem og tilbage er den reelt set
tidløs i rocksammenhæng“ , udtaler bandets forsanger Frederik “Freddy” Schnoor .

A Universe From Nothing er indspillet i Medley Studios i København og produceret af Ken Rock og bandet
selv. Grundsporene af både trommer, bas, keys og guitarer er for første gang i bandets historie tracket live i
samspil på hele pladen. Du hører altså lyden af et band som peaker efter 10 års sammenspil, og efterfølgende
har Freddy lagt sine saftige vokaler på. Studiets ejer, guitar-guruen Søren Andersen (Glenn Hughes, Electric
Guitars), har også fået lov at lege med og bidrager med en mesterlig solo i bedste blackmore-stil på nummeret
River Of Hate .

A Universe From Nothing er ude på Mighty Music / SPV den 24 april 2020.