DPA

For komponister og tekstforfattere

Foto Kim Vadskær

Elsewhere - 'Our Story'

9. oktober 2017

"Elsewhere er vores legeplads,” fortæller Thomas Nielsen: "Det er et projekt vi har lovet os selv udelukkende at skulle have det sjovt med. Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men musik kan lynhurtigt blive alt, alt for seriøst, og heraf faktisk også vildt svært at lave. Hvilket er helt skørt og unødvendigt. De bedste resultater kommer, i vores erfaring, oftest når man bare hygger sig med det, for det er der, man er mest intuitiv.

Dette arbejdsmotto er en af grundkernerne i drengenes nye projekt. De har valgt at gøre tingene selv udenom pladeselskaberne og står derfor blandet andet selv for artwork og videomateriale.

”Selvom der uden tvivl er mere slæb i at promovere tingene uden et pladeselskab, så får vi derimod lov til at lave musikken præcis som vi ønsker den. Det kan derfor også ende med at lyde som alt muligt forskelligt, for det bliver som vi føler dét, på den givne dag. Har vi lyst til at lave noget føleren den ene dag, så bliver det dét, og har vi lyst til at der skal være drop-fest i studiet den næste, så må det være sådan. Tonen i vores sangskrivning binder det hele sammen i sidste ende", udtaler Andreas.

Lyden af Elsewhere er i øjeblikket inspireret af de nye tendenser på den internationale scene. En varm, organisk indieelektronisk sound med poppede melodier. Projektets første single 'Our Story' er en solskinsfyldt hymne til roadtrip-mentaliteten og den storslåede kærlighed.

Andreas fortæller: "Både Thomas og jeg har en forkærlighed for det storslåede, og "Our Story" er den der episke kærlighedshistorie, om 2 mennesker der siger ”fuck det” og smider hvad de har i hænderne for at ligge deres gamle verden bag sig og skabe en ny historie sammen. Den her går ud til dem, der drømmer om at køre verden tynd i en lille smadret men karakterfuld skrotbunke, for at se flere solnedgange med dem, de holder og finde svar på hvad det hele handler om!”

Elsewhere består af Thomas Nielsen og Andreas Ringblom. Thomas er producer i det elektroniske projekt Lazy Weekends og Andreas er forsanger og sangskriver i det Sonysignede popprojekt De Dødelige der i øjeblikket er på pause. Begge er uddannede sounddesignere og mødte hinanden på uddannelsen.

Lyt til singlen 'Our Story' her!