DPA

For komponister og tekstforfattere

Claudia Campagnol - ’Conquer The World’

2. april 2019

'Conquer The World' featuring Vinnie Colaiuta og Jimmy Haslip, er en sang med en helvedes masse attitude i musikken, men med en simpel tekst, der handler om at sænke paraderne og vise sit sande jeg.

'Conquer The World' er anden single fra Claudias kommende debut-album 'I'm Strong', der udkommer den 23. april og følger op på den første single 'All Through You' (udkom 22. februar). 

Internationalt niveau med bred crossover appeal
32-årige Claudia Campagnol er en verdensklassevokalist med en gylden stemme og desuden en multiinstrumentalist og komponist af meget høj kaliber.

Claudia er født i Budapest, Ungarn, og begge hendes forældre er professionelle musikere. Hun sang, før hun kunne tale, og allerede som 4-årig vidste hun, at hun ville være musiker og begyndte at spille klaver og senere el-bas. Hele familien flyttede til Sverige, og fra hun var 12, 'gæsteoptrådte' Claudia ved forældrenes koncerter på spillesteder over hele landet. Efter sin uddannelse på Musikhögskolan i Malmö etablerede hun sig meget hurtigt som én af sin generations førende sangerinder – dengang kendt som Claudia Dancs.

Efter at have arbejdet flere år i Sverige og rundt om i Europa slog hun sig ned i København, hvor hun mødte og giftede sig med den svensk-italienske trommeslager Niclas Campagnol.

I 2017 nåede hun finalen i JazzDanmarks 'Ung Jazz' konkurrence og medvirkede desuden på den italienske kunstner Antonio Faraòs album 'Eklektik', hvor Claudia leverer en imponerende vokalpræstation på to numre, som hun har skrevet tekst til.

Claudias sound er varm og soul’et med inspiration fra pop og R&B, men også med en klar jazzreference, hvor improvisation og dynamik er i fokus. Hun har samarbejdet med topkunstnere som Stevie Wonder, John Blackwell og Nils Landgren for blot at nævne nogle få. Og verdensklassemusikerne Jimmy Haslip, Vinnie Colaiuta, Gerard Presencer og Eliel Lazo er gæster på hendes længe ventede debut-album.

Lyt til 'Conquer The World' her