DPA

For komponister og tekstforfattere

Foto Kim Vadskær

Chief 1 - 'Slip'

20. april 2017

Efter mange år som en af Danmarks mest anerkendte sangskrivere og producere er Chief 1 nu klar med sit første soloalbum.

Alle kender Lars ”Chief 1” Pedersen som frontfigur og medlem af den banebrydende rapgruppe Rockers By Choice og ikke mindst som talentspejder, hitmager, producer og sangskriver for et utal af kunstnere. 

I efteråret 2015 fik Chief 1 imidlertid en spirende lyst til at stå på egne ben og få et kunstnerisk frirum, efter 28 år i tro tjeneste som hitmager. I marts 2016 breakede Chief 1 således nyheden om, at han havde noget helt nyt og anderledes på tegnebrættet. Chief 1 ville gå solo, som frontfigur, sanger og sangskriver med nærværende, ærlige og livskloge tekster, der tager udgangspunkt i ham selv. Responsen var massiv og første single ”Man skal Dø lidt (før man finder vej)”, der udkom i marts 2016, vandt plads i lytternes hjerter og identifikationen omkring temaet depression, som Chief har haft tæt ind på livet, vakte stærk genkendelse.
Succesen og lanceringen som solist blev fulgt op af den iørefaldende og livsglade single ”Sommernætter” og i marts 2017 udkom singlen ”Livet Er Et Mesterværk” med tilhørende lo-fi musikvideo hvor bl.a. Nik & Jay, Rasmus Seebach, Chili Klaus og Paprika Steen medvirkede. Samtidig spillede Chief 1 og band deres første koncerter, som optakt til album releasen, som vil blive fulgt op af en Danmarkstour.

Chief 1 om 'Slip': 
"Det giver dybest set ingen mening det jeg har gang i  -  47 år, debut, ungdom og streaming osv… og netop derfor er det her en af de reneste ting jeg har lavet i mit liv.
For der er ikke tænkt over andet. Kun de tanker og følelser der er sivet ned til mig i de 5 måneder jeg gennemlevede hvad man nok kan kalde en livskrise. De her sange hjalp mig. Der er mange sange der ikke just lyder som noget der er skabt i mørke. Men det netop det der er så befriende ved musik - at man kan bruge det som redskab til at få tømt sjælen eller visualisere sig der hvor alt er lyst igen. Håbet, troen og nuet."